Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uddannelseskvalitet i farver

Kvalitet koster. Når regeringen efter sommerferien fremlægger finansloven, bør den derfor have blik for det. Tilsvarende bør den nye bevillingsreform, som regeringen er ved at udtænke, være udstyret med flere kvalitetsparametre frem for ensidigt fokus på timetal og hurtig arbejdsmarkedsentré.

Lykke Friis: »Det er vigtigt, at debatten ikke bliver éndimensional – eller sort-hvid: Mange af uddannelserne på ministerens liste er småfag. I 2015 optog 19 ud af de 32 KU-uddannelser på listen mindre end ti studerende hver. Det siger vist sig selv, at det med så små uddannelser er umuligt at opnå »stordriftsfordele« og en særlig bæredygtig økonomi.«  FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere

Sommerferiestemningen havde netop gjort sit indtog, da uddannelsesminister Ulla Tørnæs nærmest ryddede mediefladen med nyheden om, at danske universitetsstuderende modtager »tankevækkende« lidt undervisning. Med afsæt i en »sort liste« på 62 (kandidat)uddannelser, hvor de studerende får mindre end tre timer undervisning/vejledning pr. ECTS-point, udbad ministeren sig en forklaring.

Selvom ministerens nye målestok ikke medregner al uddannelsesaktivitet, og selvom »timer« kan være alt fra forelæsninger for 300 studerende i kæmpeauditorier over holdundervisning med 15 til individuel vejledning med underviseren, er der bestemt noget at arbejde med. Derfor har Københavns Universitet (KU) allerede indført et minimumstimetal på bacheloruddannelserne på 12 timer om ugen, og Aarhus Universitet meddelte en uge inden ministeren gik på banen, at de følger trop. Derudover har KU for længst besluttet, at kandidatstuderende fra 2017 skal have minimum otte timer om ugen.

Når det er sagt, er det vigtigt, at debatten ikke bliver éndimensional – eller sort-hvid: Mange af uddannelserne på ministerens liste er småfag. I 2015 optog 19 ud af de 32 KU-uddannelser på listen mindre end ti studerende hver. Det siger vist sig selv, at det med så små uddannelser er umuligt at opnå »stordriftsfordele« og en særlig bæredygtig økonomi. Mange af uddannelserne er sprogfag og rejser derfor spørgsmålet: hvordan kan Danmark, ikke mindst i en nedskæringstid, bevare så mange vigtige sprogfag som muligt og samtidig sikre en høj indholdskvalitet? Forhåbentlig vil den af regeringen varslede nationale sprogstrategi give en del af svaret.

Mindst lige så vigtigt er det, at vi også får fokus på den brede uddannelseskvalitet. I månedsvis har størstedelen af uddannelsesdebatten drejet sig om relevans: hvor hurtigt de studerende kommer i job. Men hvordan kan vi styrke de studerendes læring og den samlede uddannelseskvalitet? Alle kan sikkert blive enige om, at et universitetsstudium ikke bør være en ørkenvandring uden kontakt til dygtige undervisere, der behersker stoffet og er med til at skabe den nyeste viden. Lige så klart burde det være, at den rene tællemetode, hvor der ses stort på indholdet af de konkrete timer pr. uge eller ECTS, er alt for pauver. Vi bliver også nødt til at se på studerendes adgang til forskningen, antal studerende pr. forsker, i hvilken grad uddannelsen er forankret i et internationalt miljø, og hvor meget der gøres for pædagogisk kompetenceudvikling. Et studiemiljø, som ansporer til engagement og rammerne for de studerendes eget arbejde er også relevant, når vi taler kvalitet.

Med stigende global konkurrence har vi en fælles interesse i, at kvaliteten højnes. Tilrettelæggelsen af uddannelser er uden tvivl vigtig, og universiteterne skal naturligvis hele tiden gøre det endnu bedre. Men det ændrer ikke ved, at kvalitet koster. Når regeringen efter sommerferien fremlægger finansloven, bør den derfor have blik for det. Tilsvarende bør den nye bevillingsreform, som regeringen er ved at udtænke, være udstyret med flere kvalitetsparametre frem for ensidigt fokus på timetal og hurtig arbejdsmarkedsentré. Hvis ikke som det nye sort, så i hvert fald som en integreret del af garderoben!