Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Uddannelser svigtes politisk

»Med de nuværende strukturer vil rektorerne eksempelvis være meget modvillige i forhold til at sanktionere fravær, plagiatsager, dårlig opførsel, misbrugen af computeren i timerne, mobning og den destruktive drukkultur. Hvorfor? Fordi pengene følger eleverne.«

19DEBChristianFoldager-1212.jpg

For nylig dristede jeg mig til i en kronik her i avisen at blande mig i uddannelsesdebatten for at gøre opmærksom på misbrugen af computeren i de danske gymnasier, hvor fagligheden er i frit fald. I et forsøg på at afvæbne kritikken valgte Torben Nybo Steffen-Nielsen – som jeg aldrig har mødt – nogle dage efter at angribe mig på mine kompetencer og evner som underviser. Grundlaget for denne meget hårde personlige kritik af mig er derfor mildest talt en gåde.

I stedet for at forholde mig yderligere til dette, vil jeg derfor hellere pege på de bagvedliggende problemer, som er årsagen til, at fagligheden er i frit fald. I sidste ende er det nemlig politikernes ansvar.

Reformerne af gymnasierne og uddannelsessektoren har gennem en lang årrække handlet om at skabe markedslignende tilstande på uddannelsesområdet. Gymnasierne er eksempelvis blevet selvejende institutioner, der skal skabe overskud. Rektorerne og ledelserne på gymnasierne har fået resultatkontrakter, der sikrer dem store bonusser, hvis de opfylder en række målsætninger, som de imidlertid selv definerer. Samtidig er problemet, at pengene i systemet følger eleverne på grund af det såkaldte taxametersystem. Den frie konkurrence mellem institutionerne handler således om at kunne tiltrække og fastholde eleverne. Det skyldes, at uddannelsesinstitutionernes budgetter afhænger af, hvor mange elever, der ønsker at gå på den pågældende institution, og om de består deres eksamener.

Det grundlæggende problem i uddannelsessektoren er således, at disse forfejlede idéer om konkurrence skaber en situation, hvor rektorernes personlige økonomiske interesser kolliderer med samfundets. Med de nuværende strukturer vil rektorerne eksempelvis være meget modvillige i forhold til at sanktionere fravær, plagiatsager, dårlig opførsel, misbrugen af computeren i timerne, mobning og den destruktive drukkultur. Hvorfor? Fordi pengene følger eleverne.

Dermed er det også eleverne, der i vid udstrækning bestemmer. Hvis de ikke består deres eksamener eller bliver smidt ud, så mister uddannelsesinstitutionerne penge. Derfor møder eleverne i dag en uddannelsessektor med meget få krav og forventninger til dem, hvor deres brud på reglerne ofte ingen konsekvenser har. Det er problemet i hele uddannelsessektoren, hvilket jeg selv har konstateret som både gymnasielærer og underviser ved universitetet.

Jeg har stor forståelse for de dilemmaer, som rektorerne er blevet sat i af politikerne. De er fanget i et marked, hvor det er svært at ændre reglerne på egen hånd af frygt for, at eleverne søger andre steder hen. Vi må imidlertid konstatere, at vi har en række strukturelle problemer og systemfejl på uddannelsesområdet. De problemer må vi forholde os ærligt til. »Ansvar for egen læring« kan ikke være en undskyldning for at lade stå til og give eleverne skylden for, at de groft sagt ikke længere kan læse, skrive og regne.