Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Udannet, liberal frustration

Søren Hviid Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der har i de sidste par uger verseret en debat mellem liberale og konservative i denne avis’ spalter. Mange liberale har følt sig stødt over, at nogle af de konservative tillod sig at kalde de liberale for åndløse og udannede. I starten syntes jeg, at nogle af mine konservative kollegaer måske var gået lidt over stregen. I sidste uge bidrog jeg så selv med en kronik vedrørende denne debat mellem liberale og konservative. Og så kunne jeg sådan set godt forstå mine konservative kollegaer, når de beskrev liberale som udannede. Ifølge reaktionerne, jeg har læst mig til, blandt andet på Facebook, er det en nærmest syndflod af insinuationer, der er kommet mig i møde. Et folketingsmedlem har kaldt mig en fusentast, en anden kaldte mig en kollektivist, og en tredje mente, at han lige så godt kunne bestille ridestøvler, skrårem samt et armbind.

Der er måske to grunde til denne frustration og forargelse over at blive modsagt. Den første grund kunne være, at liberale nu, for første gang, oplever en principiel konservatisme, der er bevidst om sit eget udgangspunkt og sin egen idéhistorie. Stor er forargelsen, når liberale opdager, at de ikke har patent på borgerlighed. Konservatisme er en selvstændig politisk tradition, der, sat lidt på spidsen, er lige så uforstående over for stalinisme som over for liberalisme. Det kan derfor ikke overraske, at konservative er lige så kritiske over for liberalismen som over for socialismen, begge politiske orienteringer er dybt ideologiske og fremmede over for det konkrete og det historiske. Mange af de liberale bloggere er derfor dybt frustrerede over denne nye konservative bevidsthed.

Den anden årsag til denne frustration er måske endnu dybereliggende. Liberale er – i lighed med socialister – næsten umulige at diskutere med. Dette skyldes, at disse positioner begge er udtryk for en politisk rationalisme. Politisk rationalisme er en ideologisk overbevisning, hvis hovedpointe er, at denne har en sikker viden om, hvordan samfundet skal forstås og ikke mindst indrettes. Dette gøres med udgangspunkt i en på forhånd givet ideologisk forestilling, der næsten er immun over for kritik. Den er immun over for kritik, fordi disse ideologer betragter deres respektive ideologier som rationelle og modsigelsesfrie, hvorfor andre enten er dumme eller moralsk anløbne. Så når vi andre principielle konservative gør os den anstrengelse at pege på svagheder og uenigheder med de liberalistiske bloggere, er der dømt forhånelse og moralsk fordømmelse. Så er der ingen grænser for, hvor meget man kan hælde i hovedet på konservative.

Hermed afsløres liberales grundlæggende politiske udannethed. Politisk dannelse er, at man tager udgangspunkt i den politiske historiske og nationale virkelighed vel vidende, at den politiske samtale nødvendigvis må baseres på en fortolkning af denne virkelighed, som ganske givet vil blive tolket meget forskelligt og modstridende. Dannelsen består i at acceptere to ting: At der findes en konkret og given politisk virkelighed, man tager udgangspunkt i, og dernæst, at man accepterer, at man kan formulere forskellige tolkninger af denne givne virkelighed. Hvad den politiske dannelse udelukker, er den politiske ideologiske abstraktion, der nedgør forskellighed og det konkret givne.