Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ud over udkanten

»Sagen er, at yderområdernes problemer jo ikke begyndte med, at bankerne ikke ville låne penge til huskøb, at skolerne lukkede, og at købmandsbutikkerne gjorde det samme.«

Tom Jensen, chefredaktør. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg tror, de fleste af os kender den slags byer, enten fordi vi stammer fra et område, hvor de forekommer, eller fordi vi bare kommer igennem. Landsbyer der er forvandlet til spøgelsesbyer. Med tomme huse, smadrede ruder, til-salg-skilte og en fornemmelse af generelt forfald. Forleden kom en rapport, som Dansk Byplanlaboratorium har udarbejdet for Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, og den åbner for, at man simpelthen bulldozer nogle af disse forladte byer. Og tilbyder indbyggerne bolig i andre og mere levende samfund i nærheden.

Læs også: Rapport: Nedlæg de døende landsbyer

At det er en anbefaling, som kan støde nogen, er der egentlig ikke noget at sige til. Den lyder sådan lidt a la den måde, man gjorde tingene på i Ceaucescus Rumænien eller gør i det moderne Kina: Når udviklingen kræver det, flytter man bare folk. Uden hensyn til den enkelte borgers ønsker. Men for det første er det næppe sådan, forslaget er tænkt; så vidt vides skal ethvert skridt i retning af at nedlægge landsbyer ske i dialog med borgerne. For det andet er der noget over udviklingen i landets udkanter, som kan minde lidt om et tidevand. Der som bekendt ikke er lige sådan at bekæmpe.

En af dem, der reagerede kritisk over for rapporten, var Carsten Abild, formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. Han sagde til TV2, at dette var den helt forkerte måde at reagere på over for affolkningen i yderområderne: »Danmark er enestående ved, at vi har en spredt bebyggelse, og det skal vi ikke ødelægge,« lød synspunktet. Man forstod på foreningens formand, at det i stedet var massiv støtte til at bevare landsbyerne, der ville være på sin plads.

Læs også: De kloge forlader landet og flytter til byen

Men det er her, tidevandet kommer ind i billedet igen. For det er jo grundlæggende uholdbart at bruge samfundets ressourcer på at opretholde strukturer, der ikke er nogen reel basis for at videreføre. Sagen er, at yderområdernes problemer jo ikke begyndte med, at bankerne ikke ville låne penge til huskøb, at skolerne lukkede, og at købmandsbutikkerne gjorde det samme. Det begyndte med, at flere mennesker rykkede mod de større byer. Det er her, unge mennesker kan få en uddannelse; og som bekendt er det i dag livet om at gøre for et ungt menneske at få sig en uddannelse. Det er her, job- og karrieremuligheder findes. Det er her, der er kulturtilbud i massevis. Det er her, man finder alle de features, der indgår i det, man kunne kalde et typisk moderne liv.

Det finder man ikke i en landsby med 400 indbyggere, der alene består af en række huse på hver sin side af en landevej et sted i Udkantsdanmark. Det er at forsøge at vende en uafvendelig proces, hvis man ikke erkender dette. Betyder det, at vi lige så godt i morgen kunne slukke for Lolland og trække stikket ud til Vestjylland? Naturligvis ikke. Der vil, som landsbyformanden betoner, altid være folk, som er tiltrukket af livet på landet. Man kunne med fordel se på nogle af de vilkår, der bydes disse folk, hvis de f.eks. gerne vil etablere erhvervsvirksomheder her. Der er områder, som vil kunne overleve fint på at satse på f.eks. turisme. Men at opretholde ikke-levedygtige landsbyer alene for et syns eller for nostalgiens skyld – det er ikke holdbart.