Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ubers farvel er maskinstormernes surrealistiske triumf

Foto: Toby Melville / Reuters og Asger Ladefoged. Fold sammen
Læs mere

Så skete det, der havde været forventeligt siden vedtagelsen af den nye taxalov: Uber lukker i Danmark.

Det er ærgerligt. Mest fordi det ikke handler om andet end beskyttelse af en bestemt branches privilegier via regulært maskinstormeri, forstået som modvilje mod overlegne og bedre teknologiske løsninger.

Megen harme har været bundet op på spørgsmål om skat, som Uber-chauffører, i lighed med en række andre faggrupper, selv skal indberette. Men grunden til, at Uber tvinges ud, er, at man har gennemtrumfet en protektionistisk dagsorden via aldeles overflødige og meningsløse tekniske og administrative snublesten. Blandt andet i form at en absurd planøkonomisk grænse på 125 nye taxitilladelser i kvartalet, hvilket ville gøre, at det ville tage Uber fire år, at få de chauffører, som allerede kører, godkendt.

Dertil kommer, at der fortsat skal være sædefølere og gammeldags taxametre i bilerne, hvilket vil gøre deltidskørsel ganske svært, da de færreste, som godt kunne tænke sig at bruge deres egen bil, har råd til eller ønsker både teknisk og administrativt omfattende og desuden overflødige installationer.

Enhver tur med Uber faktureres og registreres i sagens natur via systemets app. Hvis man vil køre uregistrerede ture, kan man ikke gøre det gennem Uber, der har en interesse i, at alle ture registreres korrekt. Ellers tjener de ikke penge.

Vil man snyde og køre totalt uregistreret, kan man selvfølgelig gøre det, hvis man bare samler folk op på Kongens Nytorv i sin privatbil og får betaling kontant, hvilket man altid har kunnet. Men det har intet med Uber at gøre, tværtimod.

Dernæst er der påbuddet om taxametre, der for GPS-baserede apps er omtrent så bizart som det danske forbud mod parabolantenner indtil 1987.

Ironisk nok reklamerer man i taxabranchen sågar stolt for, at man i appen Moove (der nærmest en-til-en virker som en kopi af Ubers app): »… har sagt farvel til det tikkende taxameter«

Taxier må altså gerne køre uden taxameter. Man anerkender endda, at det er smartere at undgå noget, som politikerne ellers mener, skal være lovpligtigt. Surrealisme for viderekomne.

Hvis man på venstrefløjen ønskede en løsning, der tilgodeså skattevæsenet, kunne man nøjes med krav om automatisk indberetning. I stedet skræddersyede man krav, der privilegerede en bestemt branches de facto monopol.

Selvsamme antikverede krav til forældet teknologi vil naturligvis også holde alle andre firmaer, der er baseret på deltidskørsel i egne biler, ude. Uanset hvor forbilledlig deres skatteindberetning, forsikring osv. så i øvrigt måtte være.

Det skyldes helt banalt, at et politisk flertal har prioriteret protektionisme over hensynet til både forbrugere og de potentielle chauffører, der har den uhørte frækhed at indrette deres arbejdsliv på måder, som politikerne ikke bryder sig om.

Mikkel andersson er journalist og debattør.