Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tys, mit barn

Bente Dalsbæk: Netop hjemvendt fra ferie med tilhørende flyvetur, ser jeg, at endnu et flyselskab indfører børnefri zoner i flyveren, og jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lidt misundelig.

Bente Dalsbæk, journalist og forfatter Fold sammen
Læs mere

Desværre gælder zonen ikke for voksne, der selv rejser med børn, selvom det da ellers ville være et frisk initiativ: slip for dine egne uvorne unger under flyturen. Men ak nej, jeg var tvangsindlagt til at finde mig i egne og andres børn. For mine egnes vedkommende, indebar det blandt andet en præ-teenager, med et sæt meget udfordrede ører, som får propper i samme lige så snart trykket ændres. Til stor gene for ham selv, men også for andre, da hans »stemmehøjde« af samme årsag uden konkurrence kunne erstatte stewardens annonceringer til hele flyet - uden brug af elektronik. Gudskelov for den bærbare dvd, der kommer med et pænt stort sæt høretelefoner, så det kun er de høje latterbrøl fra morfars »Ørkenens Sønner«-box, der flænger luften i kabinen.

Udover til tider at ville slippe for egne børn, så kan jeg godt forstå dem, der vil slippe for andres, selvom jeg igen må undre eller rettere ærgre mig over, at særforanstaltninger hele tiden bliver vejen frem på bekostning af almindelig vejledning af børnene i god opførsel i flykabiner og andre steder.

For selvfølgelig skal børn have mulighed for at udfolde sig, hvilket oftest er grunden til, at nogle vælger »familievenlige« hoteller, mens andre tager ordet »stille og afsidesliggende« som kvalitetsmærke for deres dyrebare ferie. Men hvem siger, at udfolde sig absolut skal være lig med total mangel på hensyn? Så mange udfoldelser er der heller ikke plads til i en flykabine. Der er ikke plads til stoleakrobatik, rykken i ryglænet, så alting skvulper over på den anden side (jeg hader det!), eller til at kaste sig henover sæderne i hverken raseri eller glæde.

Der er bare ikke plads til »lad dog barnet«. Nogle børn bryder sig ikke om at flyve, nogle er trætte efter at have været tidligt oppe og alle kan komme ud for at sidde med et barn, der er ved at gå op i limningen. Jeg tror, alle vi forældre har udvekslet forstående blikke med andre forældre, der står med sveden rendende ned ad ryggen og et barn udspændt som flitsbue parat til at blive skudt af. Det kan ske, og mon ikke de fleste har været i situationen, hvor man seriøst overvejer, om ikke barnet skulle udsættes for en smule vakuum ude på toilettet, bare for at få lidt ro?

Men når Ida Amalie Louisa indtager sit flysæde som var det Stokkestolen for enden af middagsbordet, hvorfra hun normalt regerer, og synes at alle i kabinen skal delagtiggøres i hendes krav, behov og lyster, og ikke mindst hendes synspunkter om hendes forældres intelligens, så er der altså en eller anden forælder, der burde gribe sig selv hårdt i barmen eller brystkassen. Måske skulle man i stedet for at indføre børnefri zoner i flyveren, tage en lille påmindelse med i sikkerhedsanvisningerne? Du skal slukke din mobil, men du skal også slukke for dit barn?

En stor tak skal i hvert fald lyde til det par, der sad foran mig i flyveren med de sødeste småpiger, der hverken var kuede eller klemte, men som lyttede, da deres mor indledte med at sige:

»Husk, andre skal også være her.«