Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tyrkiet stirrer ned i afgrunden

Der er overhængende fare for en optrapning af konflikten i regionen, hvilket vil føre til den tyrkiske økonomis kollaps, da både turister og udenlandske investorer vil flygte.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da oprøret mod Bashar al-Assads regime i Syrien i 2011 udviklede sig til borgerkrig, valgte Tyrkiets AKP–regering under ledelsen af Recep Tayyip Erdogan at være part i krigen i stedet for at vælge Tyrkiets traditionelle mæglerrolle, og støttede sunni-oprørernes kamp mod regimet. Dette hænger sammen med fhv. udenrigsminister (og nu premierminister) Ahmet Davutoglus vision om at genetablere Tyrkiets tidligere lederrolle i, hvad der førhen var det osmanniske rige. Denne udenrigspolitik har udviklet sig katastrofalt og bragt landet på randen af krig med Syrien.

Selvom det benægtes, er Tyrkiet transitruten for næsten alle 22.000 udlændinge, som har meldt sig under jihadisternes faner i Syrien, heriblandt Islamisk Stat og Al–Nusra Fronten. Der er ligeledes fyldige beviser for, at Tyrkiet er hovedruten for forsyninger af våben og ammunition til disse grupper således, at det østlige Tyrkiet er blevet udnævnt til det nye Peshawar (den urolige provins i det nordvestlige Pakistan).

Tyrkiets udenrigs- og indenrigspolitik hænger nøje sammen, og afspejler Erdogan og Davutoglus besættelse med at etablere et sunnimuslimsk herredømme både i Tyrkiet og i Mellemøsten. Imidlertid har denne politik givet bagslag, ikke mindst i forbindelse med det tyrkiske valg 7. juni, hvor regeringspartiet fik knap 41 procent af stemmerne. Det betyder, at Erdogan, som nu er præsident, må sige farvel til drømmen om en ny forfatning, der giver ham uindskrænket magt, og i stedet må belave sig på en koalition med et af oppositionspartierne. Det er takket være det kurdiske HDP (Folkenes Demokratiske Parti), der nu sidder på 80 af parlamentets 550 pladser, at Erdogan er havnet i denne (for ham) uholdbare situation.

På den anden side af grænsen har det kurdiske PYD (Demokratisk Unions Parti) dannet tre autonome distrikter i Nordsyrien, og med amerikansk luft-støtte har den kurdiske milits YPG drevet Islamisk Stat tilbage, for eksempel i grænsebyerne Kobani og Tel Abyad. Det er åbenbart en torn i øjet for Erdogan, som nu har erklæret, at Tyrkiet aldrig vil tillade dannelsen af en kurdisk stat i Nordsyrien »uanset omkostningerne«.

Men omkostningerne kan være høje. Tyrkiets midlertidige regering under ledelsen af Ahmet Davutoglu forbereder et indtog i Syrien med det angivelige formål at etablere en sikkerhedszone for flygtninge, men det tyrkiske militær har advaret kraftigt mod dette skridt, da det kan bringe tyrkiske styrker i direkte konflikt med ikke bare den kurdiske milits og Islamisk Stat, men også syriske regeringsstyrker. Samtidig har PKK’s militære leder Murat Karayilan advaret om, at et angreb mod kurderne i Nordsyrien kan føre til borgerkrig i Tyrkiet.

Der er således overhængende fare for en optrapning af konflikten i regionen, hvilket givetvis vil føre til den tyrkiske økonomis kollaps, da både turister og udenlandske investorer vil flygte. Præsident Erdogan har forskanset sig i sit overdådige nye palads, men forhåbentlig er han ikke løsrevet fra virkeligheden i verden uden for.