Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tving ikke de ældre til robotstøvsugere

Dorte Toft: Kommuner udviser mangel på viden om, hvilken teknologi der egner sig til hvem, og det vil give bagslag. Ny teknologi er godt, men skal bruges med fornuft og omtanke.

Ældre bor ofte trangt, de har mange møbler og mange løse tæpper. Det egner sig ikke til robotstøvsugere. Overvej nøje, tag alle forbehold i ed, før de ældre tvinges til at købe robotstøvsugere, opfordrer Dorte Toft. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kommuner øjner besparelser ved at tvinge ældre til at købe en robotstøvsuger, men de er på gal vej. Netop ældres hjem egner sig sjældent til robotten, og mange ældres livstil taler heller ikke for en »curlingsten«, der summer på kryds og tværs i mønstre, ingen kan forudsige. Beskeden fra kommunen er tæt på »skrid fra dit hjem, når der gøres rent, eller bliv siddende helt stille i stolen, hvis du er bange for at snuble«. Robotten tager tilmed længere tid om støvsugningen, end et menneske gør.

Jeg vil opfordre kommuner til eftertænksomhed. Der findes ældre, som trives med friheden, som robotten giver, men det bliver en minoritet. Hos de andre kan tvang fostre en modstand mod den robotteknologi, som på et tidspunkt bliver nødvendig at indføre og som vitterlig vil være en hjælp for den ældre eller dennes hjælper.

For eftertænksomheden taler også hensynet til den kommunale økonomi. Det kortsigtede regnestykke viser nok overskud ved robotstøvsugning, men øjebliksbesparelsen kan blive ædt op af konsekvenser over lang tid også på andre offentlige konti.

Billund Kommune var først ude med regnestykket, der viste, at der kunne spares på hjemmehjælpskontoen ved at overlade støvsugningen til en robot, som de ældre skulle tvinges til at købe.

Mange andre kommuner har siden ytret samme ønske, men afventer en afklaring af lovligheden. Regeringen er positiv, og indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager har for nylig tilkendegivet, at hvis tvangskøbet ikke er lovligt, vil hun arbejde på, at det bliver det.

Næstved kommune begynder dog allerede nu med robotstøvsugere hos ældre på forsøgsbasis, og kommunen har købt 60 robotstøvsugere til formålet. En fornuftig investering? Der foreligger viden, der indikerer, at ældre og robotstøvsugere er en dårlig kombination. Bag den mest omfattende undersøgelse står det berømte amerikanske universitet ,Georgia Tech, og Siemens.

Knap 400 ejere af en robotstøvsuger indgik i undersøgelsen, der har overskriften »Housewives or Technophiles?: Understanding Domestic Robot Owners«. Det handlede om husmødre og de teknologiglade - om at forstå hjemmets robotejere. De udspurgte ejede alle den amerikanske robotstøvsuger Roomba, der er solgt i millionvis og som var blandt de allerførste på markedet.

Blandt ejerne var kun ganske få over 50 år. Knap halvdelen af ejerne var mellem 18 og 29 år, fulgt af dem i trediverne, og børnefamilierne var mest fornøjet med hjælpen.

Undersøgelsen viste, at robotterne typisk sættes i gang, når man tager på arbejde, køber ind eller mens man sover. Men det fremgår også af undersøgelsen, at robotstøvsugere egner sig bedst til moderne hjem med få møbler, få løse tæpper, med skjult ledningsføring og masser af gulv lige til at gå til.

Det er ikke, hvad der karakteriserer de fleste ældres hjem. Mange ældre er flyttet i mindre boliger, hvorfor der er endnu mere trangt. De spareivrige kommuner bør være klar over nødvendigheden af at gøre de ældres hjem parat til robotten. Det indebærer, at ledninger skal hæftes op på kanter/vægge, så robotten ikke kløjs i dem. Gør kommunen det?

Møbler skal måske omplaceres af hensyn til robotten. Er der kommoder, senge eller lignende i en højde, der inviterer til, at robotten kører fast under møblet, skal nogen enten montere en højdesensor på selve robotten, eller skal der hamres et bræt på møblet? Gør kommunen det?

Har den ældre person ægte tæpper eller andre tæpper med frynser, skal de inden støvsugningen helst foldes ind under tæppet. Skal de være der for evigt?

Hovedparten af Roomba-ejere oplyste, at de måtte støvsuge manuelt som et supplement, for der er steder, hvor robotten ikke kom godt nok til. Har husstanden hund eller kat, øges behovet yderligere.

Robotstøvsugeren skal desuden tømmes langt hyppigere end de traditionelle, hvilket er bøvlet. Endvidere skal robottens hjul holdes rene og funktionsdygtige, og sådanne opgaver vil svækkede ældre kunne få problemer med. Den kommunale visitering skal derfor også tage stilling til den sag.

Det var problemerne, men selvfølgelig er der fordele. Jeg selv ville elske at kunne overlade støvsugningen til en robot, for det er ikke en favoritopgave, men mit hjem er for trangt.

Der vil garanteret også være ældre, som ønsker fremmede mennesker i huset i så begrænset tid som muligt, og som trives ved den frihed, robotten giver. Holder mønstret fra den omtalte undersøgelse, vil den ældre tilmed støvsuge oftere.

Men hvad med dem, som ikke er trygge ved robotten? Mon de overgiver sig, eller ender den forvist til et skab, mens hjemmet overgives til fnullermænd og snavs?

Pengene spiller desuden en rolle. At lade nogle tusindlapper forsvinde, når man i forvejen har en støvsuger! Og det er måske kun begyndelsen. Der antydes hist og pist, at det næste krav fra kommunens side gælder en opvaskemaskine, så hjemmehjælperen slipper for den opgave. Hvordan ser miljøregningen ud for en opvaskemaskine for én person eller to? Hvordan ser regningen for den ældre ud?

Kommunerne har problemer med økonomien, men spar klogt, ikke dumt. Nøjes ikke med den enkle beregning, der udviser besparelser, men tag udgiften til at ændre den ældres hjem med, til den supplerende støvsugning med, til besværlig tømning af støvsugeren, til hovedrengøring, til den ekstra pleje, som skal til, hvis den ældre overså robotten, der susede ind fra højre. Holder regnestykket på den lange bane?

Lad de ældre, der gerne vil, anskaffe sig robothjælp, men for de andre kunne man måske overveje en rådgivning om, hvilke støvsugertyper der kræver færrest kræfter selv at bruge. Det kunne samtidig blive et lille plus på motionskontoen.