Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

TV2: Vi latterliggør ikke Nakskov

Det passer ikke, at TV2s dokumentarserie »På røven i Nakskov« viser lolliker og falstringe som sølle stakler, der ikke kan tage vare på sig selv. Tværtimod giver vi stemme til dem, der kun sjældent optræder som andet end statistik i den offentlige debat.

»Målet er at give en stemme til mennesker, som ofte kun er tal i en statistik, en gruppe, som mange politikere og debattører har mange meninger om, og hvis økonomiske vilkår er heftigt debatteret for tiden. For uden den viden er det svært at have en demokratisk debat om samfundsmæssig udvikling og fordelingspolitik,« skriver Mikkel Dyrting. Her er det Ib Andersen og hans søn Nicolai  fra »På røven i Nakskov«. Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere

I et debatindlæg i Berlingske lørdag 2. maj kritiserer studerende Maria Kongstad dokumentarserien På røven i Nakskov for at være en latterliggørelse af Nakskov og for at udstille de medvirkende i programmerne.

Det virker næsten som om, at Maria Kongstad ikke har set programmerne og blot udtaler sig på baggrund af den mediedækning, der har været af dokumentarserien. Ellers er det i hvert fald svært at forstå, hvordan hun kan mene, at personerne i dokumentaren bliver udstillet som nogle »stakkels udsatte i udkantsdanmark« eller »sølle stakler, der ikke kan tage vare på sig selv«, som hun har formuleret det i et indlæg i Lolland-Falster Folketidende. Det er ikke den opfattelse, vi har af de medvirkende i vores program.

I vores øjne skildrer dokumentarserien handlekraftige mennesker, som på trods af store udfordringer tager vare på deres problemer. De handler, når tingene gør allermest ondt, og forsøger hele tiden at få det bedste ud af den situation, de er havnet i. Også selvom nogle af dem – med egne ord – føler sig »på røven«.

Maria Kongstad skriver også, at vi udstiller Rikke Larsen, der medvirker i programmet, som »ressourcesvag og en, som ikke kan tage vare på sig selv«. Hvordan Maria Kongstad kan sidde tilbage med den opfattelse, er os en gåde. Dokumentaren viser netop, hvordan Rikke, der har fast arbejde og fire velfungerende børn, nægter at acceptere kommunens beslutning om tvangsfjernelse af sin 14-årige datters barn. Som det fremgår af programmet, er det Lolland Kommune, der betegner Rikke som ressourcesvag. Så det er Lolland Kommune, Maria Kongstad skal rette denne kritik til.

Kongstad mener, at dokumentarserien tydeligvis bærer præg af »at være blevet lavet af journalister, der til daglig står klar med hjemmelavede kanelsnegle og speltboller til børnene, og som aldrig før har prøvet at sætte deres ben uden for storbyen«.

Hun mener øjensynligt, at journalister ikke kan skrive og rapportere fra steder eller områder, hvor de ikke er født eller har været, eller om ting, de ikke har oplevet på egen krop. Betyder det, at journalister ikke kan berette om tvangsanbringelser af børn, fordi de aldrig har oplevet det på egen krop? Eller ikke kan skrive om jordskælvet i Nepal, fordi de aldrig har været der?

Til Maria Kongstads orientering har TV 2 fulgt de medvirkende på godt og ondt gennem et år og har boet i Nakskov i længere perioder, mens optagelserne stod på. Og som den tidligere formand for socialrådgiverne, Bettina Post, der har haft flere samtaler med folkene bag TV-programmerne, skrev i Jyllands-Posten forleden: »Det er min helt klare opfattelse, at tv-holdet har forsøgt at forstå og formidle, hvad det er for nogle liv, de er på besøg i. Og at det højere mål med serien har været – gennem dette indblik – at bane vej for en socialpolitisk debat, som tager afsæt i netop det.«

Maria Kongstad bruger ordet »udstille« om de medvirkende flere gange i sit indlæg. På TV2 laver vi mange portrætter af danske familier, hvor vi går tæt på deres liv og hverdag. Eksempelvis har vi i Årgang 0 nu i 15 år fulgt livet for flere familier, og i Familien Danmark – helt privat viser vi nære portrætter af tre danske familier, uden at dette har fået Maria Kongstad til tasterne. Når vi går tæt på livet for familierne i På røven i Nakskov, reagerer Maria Kongstad anderledes. Som om de medvirkende – der har set og godkendt indslagene om deres egen medvirken, og som løbende er blevet briefet om deltagelsen i et TV-program på landsdækkende TV – alligevel ikke helt er klar over, hvad de er med i. Dermed antyder Maria Kongstad en form for uskøn ringeagt for de medvirkendes fatteevne, som om nogle danskeres liv ikke er værdigt til en plads i medierne.

 

Vi kunne godt have valgt andre steder i Danmark, men Lolland er nu engang den kommune, der har en af de største andele af den økonomisk set ringest stillede klasse i Danmark. Da vi i sin tid gik i gang med programmet, brugte vi en del tid på at finde ud af, hvor problemerne med arbejdsløshed, fattigdom og sociale problemer var størst. Og mange tal og statistikker peger på Lolland-Falster. En undersøgelse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i oktober 2014 viser, at 25,9 pct. af indbyggerne i Lolland Kommune tilhører underklassen (defineret ved folk, der er uden for arbejdsmarkedet 4/5 af året). Det er landets højeste andel.

 

Vi er ikke i tvivl om, at der også sker mange gode ting i Lolland Kommune. Blandt andet er der et stort sammenhold og en lyst til at hjælpe hinanden, som vi tydeligt oplevede i forbindelse med optagelserne, og som man også vil kunne se i programmerne. Hele Lovestorm-aktionen er også et godt eksempel på den dynamik, evne og lyst til at skabe forandring, som de medvirkende familier også udviser – på trods af alle odds. Men ambitionen med dokumentarserien På røven i Nakskov er den større fortælling om den voksende underklasse i Danmark.

Målet er at give en stemme til mennesker, som ofte kun er tal i en statistik, en gruppe, som mange politikere og debattører har mange meninger om, og hvis økonomiske vilkår er heftigt debatteret for tiden. For uden den viden er det svært at have en demokratisk debat om samfundsmæssig udvikling og fordelingspolitik.