Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Turen over den politiske hæk

»Er politik blevet til et personligt projekt snarere end en fælles indsats for et sæt af veldefinerede værdier og formål?«

06debAnneSofieAllarp.jpg
Anne Sofie Allarp, forfatter, cand.jur. Fold sammen
Læs mere

Den lethed hvormed de to nu forhenværende SF-ministre, Ida Auken og Astrid Krag, torsdag i sidste uge kom i tanke om, at de i virkeligheden hørte til hos andre partier, har givet anledning til en vis refleksion blandt mange. For hvad skal man egentlig her et pænt stykke inde i det 21. århundrede mene om sådan et hækkeløb? Er venstrefløjen kommet på så lang afstand af Den Kolde Krig, at loyaliteten over for partiernes principprogrammer er blevet erstattet af en individuel kræsen om de mest gunstige karrieremuligheder? Er politik blevet til et personligt projekt snarere end en fælles indsats for et sæt af veldefinerede værdier og formål?

At det ikke er et generationsspørgsmål, for meget se-nu-mig og for lidt ånd i dem, hvis formative år udspillede sig i spritnye samtalekøkkener, mandsopdækket af forældre med hver deres hypoteksfinansierede curling-kost, blev klart, da Ole Sohn tirsdag tog turen over hækken. Hvor de to første henviser til deres eget Heureka-øjeblik af politisk afklaring, så siger Ole Sohn, at han ikke kan følge »den kurs, partiet er slået ind på« og synes ikke at ville vente på, at en ny formand stiller sig bag roret for det i øjeblikket frit drivende parti.

Læs også: Emma Gad for partiafhoppere

Jeg ved selv lidt om turen over hækken. Jeg meldte mig ud af SF efter 12 år, og der gik yderligere fire år som S-vælger, før jeg blev medlem af partiet i 2003. Tidligere brugte venstrefløjen meget tid på at sikre sig, at overløbere ikke var ude på at kuppe partiets infrastruktur og platform til at mene noget andet end det, der stod i partiets principprogram. Der var karensperioder, før de kunne opstilles, og ideologisk uddannelse af medlemmerne blev prioriteret.

Men meget har ændret sig siden. Baglandene i både S og SF har set sig slået tilbage på brættet. De to partiers principper og historiske bagage tilsidesættes uden videre i den førte politik. Så meget, at skellet mellem partierne fortonede sig en del, selv for de første medlemmer af SFs såkaldte børnebande, der skiftede parti, så snart de kom i modvind. De, der løb med deres mandater, kunne i hvert fald ikke redegøre for hvorfor. Men det behøver de sådan set heller ikke. Partierne er i dag i højere grad på vaklende ideologisk grund. Dette svækker incitamentet til at minde medlemmerne om, hvad partierne i grunden står for, eller inkludere dem på et højere plan end til plakatophængning, og uden alt dette er der ingen grund til karensperioder eller nogen form for skepsis over for overhoppere. For over for den aktuelle ledelsesfastlagte politik er der ikke noget tungtvejende og klart identificerbart, blivende, politisk gods, der skal forsvares, og politikere uden for ledelsesniveauet er i hovedsagen reduceret til kommunikatører af den lagte linje.

Læs også: Den søde kløe

vælgerne opponerer til gengæld mod hækkeløberne. De aktuelle omstændigheder i SF bærer ved til det troværdighedsspørgsmål, som hoppet uundgåeligt afføder, og beskydninger om opportunisme og vælgerbedrag fyger i øjeblikket gennem de sociale medier. I en tid, hvor tilliden til vores politikere styrtdykker, er det benzin på bålet at se en række af de allerhøjest placerede SFere, heriblandt fire tidligere ministre, rømme det skib, som de selv så effektivt har styret på grund. Vælgerne minder os alle sammen om, at de forventer langt mere ledelse, ydmyghed og ansvarlighed af deres politikere. Og det er måske i grunden ikke så dårligt.