Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tunnelsynet på Tyskland

Danskernes syn på Tyskland er overvejende positivt. Tyskland er politisk helt afgørende for Danmark. Det er også vor største samhandelspartner. Berlin er igen blevet danskernes hjemby udenlands, således som det var før anden verdenskrig.

Ved det seneste tyske valg så man også, at medierne endelig havde fundet ud af, hvor vigtig tysk politik er for Danmark. De var i hvert fald massivt til stede og dækkede valgkampsdramaet.

Danskernes syn på Tyskland er imidlertid stadig præget af en underlig mental chauvinisme, hvor dansk ofte er godt og tysk noget skidt. Det gælder ikke mindst, når talen falder på forholdene på det tyske arbejdsmarked. Den tidligere socialdemokratiske kansler Gerhardt Schröder fremlagde og gennemførte en lang række reformer og liberaliseringer af det tyske arbejdsmarked. De danner baggrunden for, at den tyske økonomi i dag er stærk og konkurrencedygtig.

Alt i alt er den tyske arbejdsløshed med knap syv procent på niveau med arbejdsløsheden i Danmark. Arbejdsløsheden i Tyskland er imidlertid meget forskellig mellem det gamle Vesttyskland (hvor den er lavere) og det gamle Østtyskland (hvor den er højere). Med hensyn til ungdomsarbejdsløsheden viser de nyeste tal, at den tyske ungdomsarbejdsløshed på 7,8 procent er den laveste i EU, mens den danske ungdomsarbejdsløshed er på hele 13,5 procent.

Tallene er imidlertid værre for Danmark, end det ser ud, for i Danmark er hele 22 procent i den erhvervsaktive alder placeret på forskellige overførselsordninger uden for arbejdsmarkedet, mens det samme tal i Tyskland »kun« er 15 procent. Hvis Danmark havde samme tal som Tyskland, ville det offentlige spare 50 milliarder kroner, som i så fald kunne gå til lavere skatter eller andre og mere fremadrettede offentlige formål.

På trods af alt dette er den danske mediedækning af de tyske arbejdsmarkedsforhold stadig præget af et syn, hvor Tyskland er befolket af »workingpoor«. Det er nærmest som om, tyske lønmodtagere udgør en slags kollektiv sultens slavehær.

I den sammenhæng nævnes der i danske medier ofte også eksempler på tyske lønningers størrelse, som imidlertid dels overser, at skatten for lavindkomster er lavere i Tyskland end i Danmark. Delser købekraften i Tyskland langt højere end i Danmark, hvad de mange danskere i Berlin kan bevidne.

NÅR DET ER sagt, betyder det naturligvis ikke, at de tyske arbejdsreformer ikke har haft negative bivirkninger for visse befolkningsgrupper. Det har de givetvis, og de bivirkninger er også blevet livligt debatteret under den tyske valgkamp. SPD vil indføre en lovbestemt minimumsløn, mens Merkel vil have arbejdsmarkedets parter til at tage sig af den sag.

I Danmark hæfter mange kommentatorer og journalister sig imidlertid KUN ved bivirkningerne. Man ser ikke, at hovedvirkningen har været overvejende positiv. På trods af Tysklands omkostninger med at integrere det østtyske fallitbo, som en række år gjorde Tyskland til Europas syge mand, har man via reformerne trukket sig selv op ved hårene og gjort sig til Europas raskeste økonomi. Det har Danmark megen glæde af.

Men det er som om, det danske syn på Tyskland er præget af, at det er bedre at være »non-workingpoor« end »workingpoor«. Hvis man er fattig, må man endelig ikke lave noget, synes den dominerende danske holdning ofte at være.