Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tulle har betalt regningen. Vil han løbe fra middagen?

Hvis Dansk Folkeparti mener det alvorligt, når de siger, at de vil være midterparti, er tiden den rigtige. Partiet har allerede betalt regningen. Spørgsmålet er, om Thulesen Dahl får sart mave og må løbe fra middagen.

»DFs derute er valgets store historie, og internt forværres situationen af, at man aldrig rigtig har oplevet modgang.« Her holder Kristian Thulesen Dahl tale på valgaftenen, da valgnederlaget står klart. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

For en uge siden stod DFerne som folkene i kontrolrummet på Tjernobyl, der måbende prøver at forstå, hvad der lige var sket. Er kernen stadig intakt? På én aften var partiet slået tilbage til start og to årtiers fremgang sat over styr.

Hvad gik galt? Jeg har tidligere beskrevet Dansk Folkeparti som hunden, der jagter postbilen. Hvad vil den stille op den dag, den fanger den? DF har været eminent til at gø ad de andre partier, men det mest grusomme, nogen har gjort mod DF, har været at lade dem få sin vilje, som da Kim Christiansen fik sin omfartsvej ved Mariager og tiltrak sig opmærksomheden fra alle de selvbevidste journalister fra Radio24syv, som partiet også ville lukke. DF har i fremgangstider forsømt at udvikle egentlig politik. Altså noget, der virker ude i den rigtige verden. Når man ikke havde det på hylderne, var det eneste, der stod tilbage, rævekager og pamperi. Alt det vælgerne stemte på DF for at straffe de andre partier for.

DFs derute er valgets store historie, og internt forværres situationen af, at man aldrig rigtig har oplevet modgang. DFerne har simpelthen ikke is i maven, og de kasserede MFere geråder sig allerede ud i rasende fingerpegeri om, hvem der bærer ansvaret. I de situationer er der i alle partier en higen efter at vende tilbage til rødderne. Til det, man ved virker, og som stiller ideologerne i baglandet tilfredse.

»Udfordringen er, at rigtige midterpartier, altså partier, der faktisk skifter side, sjældent også er store partier.«


Problemet for DF er, at den vej peger tilbage og ikke frem. Den er i direkte modstrid med partiets erklærede ambition om at blive et midterparti, og spørgsmålet er hvor megen fremtid, der er ude på yderfløjen som nationalkonservativt anti-islam parti. Det lille systemskift fra 2001 er ovre og VKO-alliancen død og borte. Når DF har kunnet vokse sig stort, var det, fordi de etablerede partier ikke tog problemerne med indvandringen seriøst. Det gør de nu. Derved er den kilde, hvorfra DF har hentet energi, løbet tør. Hvis DF skal have en fremtid som relevant parti, bliver man nødt til at byde sig til og blive en relevant aktør på andre områder end udlændingepolitik. Kort sagt komme ind på midten og indgå nogle aftaler.

Udfordringen er, at rigtige midterpartier, altså partier, der faktisk skifter side, sjældent også er store partier. Tænk bare på CD, Kristeligt Folkeparti eller Ny Alliance. Nogle steder i verden ligner midterpartiets funktion hvepsens, nemlig at stikke de andre partier for bagefter at lægge sig til at dø. Andre steder indgår de succesfuldt i det parlamentariske system, men må leve med, at de aldrig rigtigt bliver store. Det finske midterparti KESK er måske en lille undtagelse, de har netop fået knap 14 pct. ved det finske valg, hvor de så også samtidig gik syv procentpoint tilbage, og de har som et rigtigt midterparti skiftet deres borgerlige regeringspartnere ud for deltagelse i en ny rød-grøn regering.

Niels Jespersen Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland.

Imidlertid kan man sige, at vælgerne har løst et problem for DF. Der er ikke nogen stor folketingsgruppe af besværlige gamle højrepræster, som skal overbevises. I det nuværende atomiserede folketing er der gode muligheder for at søge indflydelse. DF har allerede betalt regningen for at blive et midterparti. Spørgsmålet er bare, om Thulesen Dahl får sart mave og må løbe fra middagen af frygt for baglandets reaktion, for der er heller ingen tvivl om, at vejen mod midten også byder på nye farer. Det kan smelte helt sammen. Omvendt, hvis det lykkes at erstatte de Radikale som kongemagere, har vi kun set begyndelsen på DFs indflydelse.

Strategien, der blev formuleret tilbage i starten af nullerne, er blevet gentaget mange gange: DF går efter den position, de Radikale altid har indtaget. Og dermed har DF reelt også fravalgt at være det store borgerlige/konservative parti i blå blok. Spørgsmålet er så, om DF også kan leve med prisen. For man kan næppe komme over ti pct. igen, når der skal føres politik som et rigtigt midterparti. Det er nemlig en intellektuel øvelse for vælgerne at forstå, at et parti ikke er trolovet til enten den ene eller den anden blok. Sandheden er jo, at de fleste mennesker ikke følger særlig meget med i politik. Almindelige mennesker har nok at se til med arbejde, familie, børn, venskaber og ferier. Nej, for de fleste skal politik bare serveres så binært som muligt (rød versus blå) – det skal stå tydeligt, hvilket hold der spilles for. Midterpositionen er svær at forklare, og så bliver det også svært at forsvare.