Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tschüss Mutti?

Den største joker i opløbet til forbundsdagsvalget (er) Merkel selv. Vil hun rent faktisk stille op, hvilket de fleste dog går ud fra. En kaptajn forlader ikke skibet i stormvejr!

Lykke Friis. Fold sammen
Læs mere

I nat løb den første duel mellem Hillary Clinton og Donald Trump over skærmen. Uanset hvordan det gik, er Trumps valgchancer i den senere tid steget. Hvor man indtil for nylig var garanteret opmærksomhed ved internationale konferencer ved blot at sige, at Trump kunne rykke ind i Det Hvide Hus, er synspunktet for længst blevet mainstream. Skal man i dag bryde lydmuren, er det helt andet budskab, der tiltrækker sig opmærksomhed – »Merkel schafft es nicht. Kansleren er færdig.«

Nu skal der ikke herske tvivl om, at mange analytikere stadig ømmer sig gevaldigt oven på Trumps medvind og Brexit-sejren, som de færreste havde forudset. Ikke desto mindre virker det fortsat mest sandsynligt, at Angela Merkel – trods de mange tabte delstatsvalg – rider stormen af ved forbundsdagsvalget i oktober 2017.

For det første er Merkels CDU stadig 10 procentpoint foran det næststørste parti, SPD, i målingerne. Som største parti vil Merkel få buddet om at samle en ny koalitionsregering. Med SPDs nylige flirten med en alternativ rød-rød-grøn koalition (SPD, die Linke og de Grønne) har Merkel sågar fået et valgkampstema foræret, der burde kunne slå bro mellem CDU og det bayerske søsterparti, CSU.

For det andet er Merkel i fuld sving med at forebygge, at valget i 2017 bliver en folkeafstemning om hendes flygtningepolitik. Ikke alene har Merkel for længst strammet flygtningepolitikken, i sidste uge lagde hun for første gang luft til sit eget »wir schaffen das«. Det hjælper også kansleren, at antallet af flygtninge til Tyskland – pga. aftalen med Tyrkiet og lukningen af Balkan-ruten – er faldet mærkbart.

Endelig er det uhyre svært at få øje på en potentiel »dronningemorder« i CDU. Trods frustrationen over Merkel er der åbenbart ikke nogen i partiet, der skal nyde noget af at udfordre kansleren. I sidste instans er Merkel den eneste konservative politiker, der kan samle partiet og trække de nødvendige stemmer hen over midten, der sikrer regeringsmagten. Se blot, hvor galt det gik, da CDU/CSU i 1980 og 2002 stillede med kanslerkandidater fra det højreorienterede CSU. Her tabte CDU/CSU regeringsmagten. Ganske tænkevækkende er den eneste mulige kandidat, der nævnes igen og igen, den 74-årige finansminister, Wolfgang Schäuble, der efter årtier ved magten i Merkels regeringer dårligt kan fremstilles som et alternativ.

Set i det lys er den største joker i opløbet til forbundsdagsvalget Merkel selv. Vil hun rent faktisk stille op, hvilket de fleste dog går ud fra. En kaptajn forlader ikke skibet i stormvejr! Og vil hun formå at føre en valgkamp, hvor hun, modsat tidligere, aktivt mobiliserer vælgerne frem for at fremstå som den mindst ringe kandidat? De frustrerede vælgere i Tyskland – og for den sags skyld også i USA – kræver klare svar og ikke bare »immer weiter so«. Ellers risikerer alternativet alligevel at fremstå som forsøget værd!