Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tryghed til Tingbjerg

Karen Ellemann: Regeringen har gennem årene taget så mange forskellige initiativer, at det kan undre, at hverken Berlingske Tidendes journalister eller den tidligere formand for Programbestyrelsen kan få øje på det.

I de 37 boligområder, som Programbestyrelsen udpegede som de mest udsatte, er andelen af arbejdsløse voksne faldet fra knap 48 procent til godt 37 procent fra 2001 til 2008. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Berlingske Tidende har i juledagene bragt en række artikler om regeringens indsats overfor ghettoerne. Artiklerne beskriver, hvordan beboerne er påvirkede af den igangværende bandekrig. En af beboerne i Tingbjerg, Bent, tør ikke hente mælk efter mørkets frembrud, fordi han er bange for at blive forvekslet med medlemmer af de bander, der bekriger hinanden i blandt andet Tingbjerg.

Jeg kan sagtens forstå den frygt, som får Bent til at passe ekstra på, når han og familien bevæger sig udenfor i Tingbjerg. Selvfølgelig går det ikke sporløst hen over beboerne, når der skydes i et boligområde, hvilket jo er sket i Tingbjerg. Frygten får dem til at tilpasse deres daglige liv for at undgå farlige situationer.

Artiklerne giver det indtryk, at regeringen er ligeglad med udviklingen og intet har foretaget sig over for problemerne. Det er på ingen måde tilfældet. Tværtimod har regeringen gennem årene taget så mange, forskellige initiativer, at det kan undre, at hverken Berlingske Tidendes journalister eller den tidligere formand for Programbestyrelsen kan få øje på det.

For det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt, at beboerne er tvunget til at leve under de forhold. Alle skal kunne færdes trygt i dagligdagen - uanset hvor man bor. Senest har regeringen sammen med et meget bredt flertal i Folketinget afsat 137,5 millioner kroner til en særlig helhedsorienteret gadeplansindsats i ghettoerne. Lige før jul skrev jeg derfor til 14 borgmestre for kommuner, som har boligområder, der i særlig grad er udsat. Tingbjerg er et af de områder, hvor Københavns Kommune får mulighed for at styrke gadeplansindsatsen. Helt i tråd med anbefalingerne fra Programbestyrelsen i øvrigt.

Politiet yder en håndfast og offensiv indsats, som regeringen løbende har understøttet, der blandt andet indbefatter særligt tilrettelagte indsatser for at få standset bandeopgørene og dermed den frygt, der naturligt breder sig i befolkningen i kølvandet på bandekrigen.

Samtidig er der med boligaftalerne i 2002, 2005, 2006 og 2009 taget en række initiativer, der sigter på at forbedre forholdene i de udsatte boligområder. Det drejer sig blandt andet om en markant styrkelse af renoveringen af boligområderne. I perioden 2002-12 vil der således kunne støttes renoveringsarbejde for 21 milliarder kroner. Samtidig er der afsat i alt 2,2 milliarder kroner til en særlig social og forebyggende indsats. Også helt i tråd med anbefalingerne fra Programbestyrelsen.

Men det er også brug for regelændringer, som giver kommuner og boligorganisationer meget bedre muligheder for at styre beboersammensætningen. Ghettoerne er karakteriseret ved høj arbejdsløshed, lav indkomst, dårlig uddannelse og dårligt helbred. Det giver en koncentration af sociale problemer. Samtidig bor en stor del af indvandrere og efterkommere af indvandrere i de samme boligområder. Det skaber forhold, som - hvis vi ikke passer på - kan medføre, at boligområderne isoleres fra det øvrige samfund. Det ønsker regeringen absolut ikke, og derfor bekæmper vi de sociale problemer i ghettoerne. En af løsningerne er at gøre de udsatte boligområder attraktive for en bred kreds af boligsøgende danskere. Derfor har vi i foråret lavet en reform, hvor vi blandt andet forbedrer mulighederne for at boligorganisationerne sammen med kommunen kan styre beboersammensætningen. Vi har udvidet mulighederne for at anvende særlige udlejningsregler. Vi har givet mulighed for at lade boliger stå tomme i en periode, hvis det er nødvendigt for at sikre en bred beboersammensætning. Vi har skabt mulighed for tildeling af boliger efter annoncering i stedet for efter venteliste. Det er alle forslag, der også indgik i den rapport fra Programbestyrelsen, som vi nu kritiseres for ikke at have lyttet til.

Der er i øvrigt ikke kun negative nyheder fra ghettoområderne i Danmark. I de 37 boligområder, som Programbestyrelsen udpegede som de mest udsatte, er andelen af arbejdsløse voksne faldet fra knap 48 procent til godt 37 procent fra 2001 til 2008. Selvom den igangværende krise vil øge arbejdsløsheden igen, er der tegn på, at vi set over hele perioden siden 2001 kan fastholde den positive udvikling. Og gennem en aktiv beskæftigelsesindsats såvel som en bred social og forebyggende indsats skal vi afbøde virkningen af den stigende arbejdsløshed.

Regeringen har således sat massivt ind på en række områder. Men vi løser ikke problemet med de udsatte boligområder i en håndevending. Det kræver et langt og sejt træk. Et træk, som vi begyndte i 2001, og som vi kommer til at fortsætte med i en årrække fremover. Og et træk der i øvrigt kun vil lykkes, hvis vi løfter i flok. Derfor lyder min klare opfordring til både boligselskaberne og til kommunerne: Lad os holde fast og holde ud og vedblive med at kæmpe utrætteligt for at skabe de forandringer, som vi jo alle er enige om, vi gerne vil have.