Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trusselskultur

»Hvis vi nemlig først afholder os fra religionskritik, aflyser ubekvemme forestillinger eller lægger bånd på den frie debat, ja, så viger vi.«

Foto: Linda Kastrup. Jesper Beinov.
Læs mere
Fold sammen

Når Det Kongelige Teater vælger at få PET til at sikkerhedsvurdere nyopsætningen af Carl Nielsens opera »Saul og David« viser det, hvordan vi efterhånden har vænnet os til at leve i en trusselskultur. Når der er angst for, at scenekunst kan få farlige konsekvenser, har frygten taget bolig iblandt os. Men vi skal afvise trusselskulturen på samme måde, som vi afviser det åbne samfunds fjender.

For nogle år siden vakte det opsigt, da Deutsche Oper i Berlin aflyste en opsætning af Mozarts opera »Idomeneo«, fordi instruktøren havde valgt at hugge hovederne af Jesus, Buddha og Muhammed. At ord og tegninger kan have konsekvenser, har vi som samfund lært at leve med. Massemedier er varsomme med at bringe tegninger, der kan krænke radikale islamister. Kunstnere, forfattere, komikere, ja, store dele af den kreative klasse, tænker sig om en ekstra gang, inden de betræder krænkelsens sti.

Læs også: Velkommen hjem, Naser

På den baggrund kan det ikke undre, at nogle medarbejdere på Det Kongelige Teater har fået lidt svedige hænder, fordi der på operaen skal opsættes en moderne udgave af enaf Det Gamle Testamentes arketypiske fortællinger om Saul og David, hvori indgår jødernes fjendskab med filistrene og kæmpen Goliat. Når instruktøren så moderniserer stykket og bringer storskærmsfoto af flygtningslejre, ledes tankerne hen på vor tids Mellemøsten. Også selv om den underliggende tematik kunne udspille sig i Ukraine eller en anden af klodens kampzoner. En ansvarlig leder kan dårligt gøre andet, end hvad teaterchef Morten Hesseldahl gør i den sammenhæng. Hensynet til medarbejdernes sikkerhed påhviler ledelsen. Normalt bør den slags kunne afgøres lokalt, så hvis en sådan sikkerhedsvurdering undtagelsesvis ikke kan foretages lokalt, må myndighederne spørges og udrede, om der er problemer med stykket. Det var der så ikke, og der er ikke rettet et komma i librettoen eller ændret farve på det mystisk udseende flag i stykket, forsikrer teaterchefen i dagbladet Politiken. Men hvad nu, hvis PET havde rejst et advarselsskilt? »Jeg ville have taget en drøftelse af, hvordan vi kunne realisere operaen med et ekstra øje på sikkerheden,« lyder det fra Hesseldahl. Ikke for at vige. Men for at gennemføre, vel at mærke. Dette er helt afgørende.

Hvis vi nemlig først afholder os fra religionskritik, aflyser ubekvemme forestillinger eller lægger bånd på den frie debat, ja, så viger vi. Vi skal ikke i dagligdagen gå i frygt for dem, der vil skade vores åbne samfund og vores levevis, men vi skal være årvågne. Derfor er der brug for udvidede beføjelser for politi og for de hemmelige tjenester. Den slags er altid en afvejning af sikkerhed over for frihed, af nem adgang til overvågning over for retssikkerhed. Vanskelige retspolitiske debatter, som vi også så efter terroranslaget i København, hvor regeringen følte sig presset til at opgive forslag om mere vidtgående beføjelser uden dommerkendelse.

Læs også: »Vi har ytringsfrihed, men når det handler om islam, er det nødvendigt at have beskyttelse for at sikre den«

I sidste uge interviewede jeg Ayaan Hirsi Ali. Rank og klart, ganske uden tøven, argumenterede hun for, at de åbne samfund aldrig må gå på kompromis med dem, der er dets fjender. Og hun advarede om, at i ly af vores frisind og tolerance har vi tilladt typer, som vil undergrave den personlige frihed og det sekulære samfund. Radikalisering og ekstremisme skal imødegås med fasthed og konsekvens i alle dele af samfundet. Her vil sikkerhedsvurderinger af kulturaktiviteter uvægerligt indgå fra tid til anden for netop at kunne sikre deres gennemførelse. Sådan vil det være, når målet er at stå vagt om kunstnerisk og kulturel frihed.