Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trusselskultur

Bylinefoto af Jesper Beinov. Fold sammen
Læs mere

At debatten om integration kan blive voldsom ved vi godt. Tag bare den unge lyriker Yahya Hassan, som har fået dødstrusler, fordi han har fortalt om muslimske parallelsamfund med hykleri, dobbeltmoral og svigt. Efter vores almindelige begreber er det svært at forstå, hvorfor nogle griber til sådanne trusler. Demokratiet lever gennem skikkelig uenighed og til tider højrøstet diskussion i medierne. Sådan skal det være, for samfund udvikler sig gennem debat. Men der er kræfter som ikke vil finde sig i, at deres værdier krænkes, og som er parat til at gå til yderligheder. Kritik af parallelsamfund er ikke bare legitim, den er ganske nødvendig. At Yahya Hassan oven i købet er en talentfuld debutant, som vi skriver om på Berlingskes kultursider, gør ham bare ekstra interessant.

Læs også: Yahya Hassan: Jeg hører ikke til blandt nogen

Over for trusler og andet af den slags skal der siges håndfast fra. Eller får vi en trusselskultur, hvor folk bliver truet til tavshed. Hvor folk retter ind. Tier. Ophører med at tale om ubekvemme forhold. Selvsagt er der en dyb og kvalitativ forskel på at udøve selvcensur, på at udsætte andre for trusler og så egentlige fysiske håndgribeligheder. Men tingene begynder jo et sted. At vi har haft flere terrorsager herhjemme og i det øvrige Europa er vidnesbyrd om, at fænomenet eksisterer. Som land må vi derfor fortsat bekæmpe radikalisering og ekstremisme på alle nievauer. Det er alt for farligt blot at lade stå til, at bagatellisere eller negligere det. Tager vi ikke sådanne trusler alvorligt, vil de, der er imod det åbne samfund, kunne opfatte en trusselskultur som ganske legitim.

Jeg fik en reminder om, hvor galt parallelsamfund kan udarte sig, da jeg i weekenden så teaterstykket, »Onde ånder« på Det Kongelige Teater. Kort fortalt handler det om en terrorgruppe, anført af en iskold nihilist, der er besat af at nedbryde den bestående orden og brutalt afliver andre. Den bygger på romanen af samme navn af den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij (1821-81). For mig står romanen både som tidskommentar og en nærmest profetisk indvarsling af psykologien bag mange typer ideologisk og religiøs terror, som vi har set i de sidste 100 år. I det aktuelle stykke er scenografien 1970erne, og hvor det er en venstreradikal terrorcelle bestående af en klike unge, som tager afstand fra en kulturradikal forældregeneration, der kun snakker og snakker. Men det kunne lige så godt have foregået i et fundamentalistisk islamistisk miljø som dem, vi har kunnet læse om.

Det er svært helt at fatte, hvad der driver den politiske eller religiøse ekstremist. Jeg tror, at noget af det mest karakteristiske er, at enkeltmennesket hos ekstremisten altid bliver reduceret til et middel i en højere sags tjeneste. Det er ganske uhyggeligt at læse om sådanne typer, der er parat til at ofre det konkrete menneske for en abstrakt forestilling om menneskeheden.

Læs også: Ord fra ghettoen

Såvidt en teaterforestilling, der netop skal sætte tanker i gang. For at vende tilbage til starten: Det er unge som den 18-årige Yahya Hassan, der giver grund til optimisme. Han er med til at give unge danskere med nydanske forældre en egen stemme. Vi har brug for at være et åbent samfund, hvor man kan være dansk på mange måder. Og hvor man i hvert fald kan gå i fred, uanset at man udfordrer vaneforestillinger, som Yahya Hassan gør.