Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trusler mod skilsmisseadvokater

»Men uanset hvor skånsomt en advokat fremfører klientens oplysninger, vil det være genstand for en følelsesmæssig reaktion – desværre ofte aggressiv - hos modparten.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I sin nye bog byder Susanne Staun velkommen til mareridtet. Bogen fortæller om de vilkår, kvinder og børn lever under, når en skilsmisse ender i en krig om børn og samvær, og fædrene – for at bruge en avisoverskift fra en omtale af bogen – er psykopatiske alfahanner, der udsætter den tidligere hustru for chikane.

Hvad der imidlertid er mindre kendt er, at mareridtet ofte også rammer de personer, der bistår de kriseramte kvinder og børn.

I en del skilsmisse- og børnesager udsættes advokaten for trusler, og tendensen til systematisk forfølgelse af advokater er desværre stigende i Danmark.

Det kan være ved stalking, rygtedannelse, udhængning på sociale medier, hærværk og sågar identitetstyveri.

For slet ikke at tale om det tragiske drab på en advokat ved Københavns Byret tidligere i år.

Advokater har pligt til at fremføre deres klients interesser. Men uanset hvor skånsomt en advokat fremfører klientens oplysninger, vil det være genstand for en følelsesmæssig reaktion – desværre ofte aggressiv - hos modparten. En aggression, der ikke alene rettes mod den tidligere ægtefælle, men også den advokat, der repræsenterer hende.

Og det kan stå på i årevis. I et enkelt tilfælde er en dansk advokat blevet stalket i over fem år – herunder med trusler på livet og falske anmeldelser til politi og myndigheder.

Det er en enorm belastning for en ramt advokat, der ligesom den forfulgte kvinde i Susanne Stauns bog, befinder sig i en evig kampzone uden viden om og indflydelse på, om og hvornår det næste angreb sætter ind.

Udover de personlige omkostninger for den enkelte er det tillige et problem for vort retssamfund, når en advokat trues i forbindelse med udførelsen af sit arbejde.

Der opstår en risiko for, at vedkommende af frygt for repressalier opgiver at føre sagen, hvilket er til skade for klienten – og retssikkerheden, der jo bygger på, at alle kan få bistand.

Situationen er ikke ukendt, men selvom der i 2012 blev vedtaget en lov om stalking, er der alligevel intet beredskab for en ramt advokat – heller ikke hos Advokatsamfundet, som advokater pligtmæssigt er medlem af.

Der er et stort behov for, at lyset rettes mod de forhold, som advokater arbejder under. Samfundet bliver mere og mere voldsomt i retorikken og i borgernes omgang med hinanden. Hvis advokater trues til tavshed og apati, kan der ikke føres sager.

Og hvor er retssamfundet så på vej hen?