Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trumps frygt-doktrin hærger også herhjemme

I sidste uge, da den amerikanske præsident forsøgte at holde en præsidentiel tale til nationen på primetime-TV, var formålet at skabe en illusion om en krise.

Løkke
Donald Trumps frygt-retorik eksisterer også i Danmark, hvor regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen taler frygten op – ikke ned. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Donald Trumps budskab om, at der er en humanitær sikkerhedskrise, som udfolder sig på den amerikanske sydlige grænse, og som er grunden til, at dele af den føderale stat ikke har noget budget for tiden, er i det store og hele et fiktivt budskab. Antallet af ulovlige grænsekrydsninger er ifølge ugemagasinet The Economist på det laveste niveau i 45 år.

I en anden tid ville det lave niveau af irregulær indvandring være noget, som en præsident ville tilskrive egne fortræffeligheder. En slags fjer i hatten.

Anne Sofie Allarp Fold sammen
Læs mere

I denne tid bliver de gode resultater fejet under gulvtæppet. I stedet får offentligheden at vide, at man skal være meget bange og derfor skal støtte præsidentens grænsemur.

Men præsidenten har jo haft behagelige flertal i begge kamre af Kongressen i de forgangne to år uden, at budgettet til den store flotte mur er blevet tilvejebragt. Det virker derfor i meget højere grad som om at formålet med den situation, som USA befinder sig i lige nu, er at kommunikere frygt. Og dermed bliver dette et meget tydeligt eksempel blandt mange på, at virkelighedens problemer bliver overdrevet og politiske tiltag overgjort med det formål at skabe frygt, ikke tryghed, i befolkningen.

Dette billede genfindes i hele den vestlige verden: Politikere taler frygten op, ikke ned. Også herhjemme.

Fiktive fortællinger

I Danmark fik 72.118 udlændinge ophold de første 11 måneder af 2018, heraf var langt de fleste EU-borgere eller studerende. Kun 1.517 var flygtninge.

Men årets finanslov bød ikke desto mindre på en regering, der sammen med DF stod parat med et paradigmeskift, øen Lindholm og til aktivt at udfordre Danmarks internationale forpligtelser i henhold til folkeretten.

I stedet for at tage gode resultater på sig, synes regeringen også rede til aktivt at udfordre hjemlige retsprincipper. Hvis det altså bidrager til fortællingen om en negativ udvikling, også hvor den fortælling er fuldstændig fiktiv.

Regeringens svar på dalende kriminalitet i udsatte områder var således at fordoble straffen for kriminalitet begået i samme boligområder. Selvom det er et afgørende brud med de almindelige retsprincipper om, at vi alle er lige for loven.

»Den vestlige verden hærges af politikere, der i stedet for loyalt at repræsentere fakta og den fremgang, der foregår i deres samfund, klynger sig til frygten som det, der skal holde vælgerne til.«


Tilsvarende er regeringens reaktion på en ungdomskriminalitet, der styrtdykker, at de facto nedsætte den kriminelle lavalder til ti år og markant svække retssikkerheden for landets børn og unge.

Senest vil regeringen se bort fra, at f.eks. exit-programmet er fuld af tidligere bandemedlemmer dybt motiveret til et liv uden for kriminalitet på grund af deres forældreskab, og indføre en art livstidsstraf for visse dømte kriminelle, der dramatisk forringer deres rettigheder som forældre, og børnenes rettigheder til deres fædre, som det i de fleste tilfælde vil være. Det er samtidig en alvorlig afvigelse fra retsprincippet om udstået straf, som vi normalt støtter op om i det danske samfund.

Den vestlige verden hærges af politikere, der i stedet for loyalt at repræsentere fakta og den fremgang, der foregår i deres samfund, klynger sig til frygten som det, der skal holde vælgerne til. De skubber aktivt på, mens optimismen og troen på fremtiden daler iblandt os.

Tror vores ledere mon selv på frygt-doktrinen? Forholder de sig til konsekvenserne for vitaliteten og for tilliden mellem mennesker og til vores samfundsinstitutioner?

Eller ignorerer de konsekvenserne i en blanding af kynisme, indifference og lemmingeeffekt? Uanset hvad forklaringen er, så er det måske på tide, at vi minder dem om, at det eneste vi frygter, er en samfundsledelse, der ikke understøtter stabiliteten, samhørigheden og det retssamfund, vi har bygget op gennem generationer.