Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trump taber stort til det moderne Danmark og den danske kultur

Det er essentielt, at vi i Danmark sikrer, at vores børn leger med børn fra andre samfundslag, hudfarver og religioner. Og hos ungdommen skal der være plads til dem, der hellere vil i lære som smed eller frisør frem for at jagte studenterhuen og fine akademiske titler på landets universiteter. Sådan undgår vi amerikansk polarisering.

»Sammenhængskraften skal også fastholdes geografisk. Igen og igen siger Mette Frederiksen, at Danmark er for lille et land til store forskelle. Hun har ret,« skriver André Rogaczewski. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Vi så de hidtil mest rystende scener i en pinlig amerikansk valgkamp i sidste uge, da støtter af den skandaliserede præsident indtog parlamentet, og en halvnøgen mand med horn og pels på hovedet gik på talerstolen og udråbte Donald Trump til valgets vinder.

Men selvom valgkampen har været en skændsel for alle, bør vi alligevel lære noget af den. For valget viste, at den befolkningsmæssige splittelse, vi har talt om i årtier i USA, bliver stadig mere udtalt.

Der er mange årsager til splittelsen. Det er land mod by. Det er de ufaglærte mod de veluddannede. De fattige mod de rige. Andre mener, det er de sociale medier og globaliseringen, der har skabt og øget splittelsen.

En lignende splittelse skal vi for enhver pris undgå i Danmark. Og det gør vi også.

Vi har en stærk samfundskultur, hvor vi opfatter hinanden som en uundværlig del af et fællesskab. Vi går i folkeskole, hvor samfundslag blandes, vi bliver gift på tværs af indkomstgrupper, uddannelse, baggrund og religion, og i vores virksomheder har vi en flad ledelseskultur, hvor alle lag værdsættes, og vi er bevidste om, at vi kun lykkes, hvis alle lige fra rengøringsdamen og bestyrelsesformanden trækker i samme retning.

Sådan skal det blive ved med at være.

Coronaen vil styrke yderområderne

Det er derfor essentielt, at vi sikrer, at vores børn leger med børn fra andre samfundslag, hudfarver og religioner. Og hos ungdommen skal der være plads til dem, der hellere vil i lære som smed eller frisør frem for at jagte studenterhuen og fine akademiske titler på landets universiteter.

Sammenhængskraften skal også fastholdes geografisk. Igen og igen siger Mette Frederiksen, at Danmark er for lille et land til store forskelle. Hun har ret.

Uanset hvor man bor i Danmark, er der under 50 kilometer til en uddannelsesinstitution. Det er godt, for det muliggør bosætning i hele landet. Og coronakrisen vil åbne flere muligheder for yderområderne, spår jeg. Krisen har nemlig vist os, at man ikke behøver bruge timer i toget eller i pendlerkøen for at komme på arbejde, men at man kan klare mange opgaver fra hjemmekontoret.

Vi kan drage mange fordele af at være verdens mest digitaliserede nation.

Det har givetvis åbnet øjnene hos mange ressourcestærke familier, der vælger at forlade bymidten til fordel for en billigere bolig tæt på natur og stærke lokalmiljøer.

På tværs af virksomheder vil der kunne skabes kontorfællesskaber og hjemmearbejdspladser i lokalområdet. Vi vil fortsætte med at værne om vores fælles skole, idrætsaktiviteter og foreningsliv, hvor vi mødes på tværs af vores forskelligheder. Alt dette kombineret med vores ældgamle fællesskabskultur giver unikke forudsætninger for et homogent land, hvor der er plads og livsrum til alle.

André Rogaczewski er CEO for Netcompany, formand for DI Digital og formand for Teknologipagtrådet