Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trump normaliserer amerikansk udenrigspolitik

Den liberale verdensorden er under opbrud. Men det skyldes hverken Trump eller populister. Det skyldes, at USA ikke længere har magt til at forsvare den.

Anna Libak Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

Forleden afviste den amerikanske præsident Donald Trump fra talerstolen på FNs generalforsamling, at USA er verdens politibetjent. USA skal først og fremmest beskytte sig selv.

Af mange er det som sædvanlig blevet udlagt som om, at Trump egenhændigt er i gang med at nedbryde den liberale verdensorden, som blev grundlagt efter Anden Verdenskrig, og som alle amerikanske præsidenter herefter angiveligt skulle have bekendt sig til.

Det er bare ikke rigtigt. Hvor overraskende det kan lyde, når man tager mediedækningen i betragtning, repræsenterer Trumps diktum om America First en tilbagevenden til en mere traditionel amerikansk udenrigspolitik.

For det er forkert, når det hævdes, at den liberale verdensorden blev grundlagt efter Anden Verdenskrig. Som politologen Graham Allison skrev i juni i en stor artikel i Foreign Affairs »The Myth of the Liberal Order«, blev den liberale verdensorden født i starten af halvfemserne. Det var under den gamle George H.W. Bush, at forestillingen om, at USA havde ansvaret for at udbrede sine værdier til hele kloden, blev født. Det var på den tid, hvor Francis Fukuyama skrev »The End of History and the last Man«, der gjorde hele verden til Vestens indflydelsessfære.

For sagen er jo, at Vesten under den kolde krig i høj grad var nødt til at acceptere, at der var områder af verden, hvor man intet havde at skulle have sagt. Franklin D. Roosevelt, der førte USA ind i Anden Verdenskrig, gav under Jalta-konferencen sammen med Churchill Sovjetunionen overherredømme over Østeuropa. Derfor gjorde USA intet militært under folkeopstanden i Østberlin i 1953, intet i Ungarn i 1956, og intet i Tjekkoslovakiet i 1968, og man greb heller ikke ind militært for at hjælpe Solidaritet i Polen i 1980erne. Det var sovjetisk domæne. Og når man under den kolde krig hjalp Vesteuropa og blandede sig i Mellemøsten, var det ikke for at demokratisere verden, men fordi samhandlen med Vesteuropa og adgangen til energikilder i Mellemøsten var vigtig for USA. America first.

Vesten fik magt

Det ændrede sig med George H.W. Bush. Forklaringen er naturligvis, at Sovjetunionen gik i opløsning, og USA stod tilbage som den ubestrideligt stærkeste magt i verden. Vesten ændrede politik, fordi Vesten kunne. Derfor er det også forkert, når det siges, at idealisme er afløst af realisme i international politik, for skiftet til idealisme skete ikke, fordi vi fik finere værdier, men fordi vi fik magt til at gennemtvinge dem.

Og det har Vesten i den grad gjort til gavn for mange millioner mennesker mod øst. Tyskland blev genforenet, og det meste af Østeuropa og Baltikum blev optaget i NATO. Alle de øst- og centraleuropæiske lande, der tidligere var sovjetisk indflydelsessfære, er i dag forvandlet til lande, som man bor i frivilligt. Tak til os.

»USA forbeholder sig ret til kun at ville dø for dem, der også vil dø for USA.«


Men det er ikke det eneste, Vesten har foretaget sig i den periode. Vi har også ført krig i Afghanistan, Irak og Libyen, der heller ikke tidligere var del af den vestlige indflydelsessfære. Det blev ingen succes. Vi har også i 2008 afgivet løfter til Georgien og Ukraine om fremtidigt NATO-medlemskab, og Rusland har svaret igen ved at erobre territorier i begge lande. I Asien har USA forstærket sin tilstedeværelse med tropper i Australien og på Filippinerne, mens Kina frenetisk bygger kunstige øer for at befæste sin magt i området.

Svækket USA

Da Donald Trump kom til, havde det længe stået klart, at USA ikke er stærk nok til at være global politibetjent. USA kan ikke tvinge Nordkorea til at afgive sine atomvåben, hvis Kina siger nej. Ja, USA kan snart knap garantere Taiwan dets selvstændighed, for Kina bliver militært stærkere for hver dag, der går. I Mellemøsten er USA ikke stærkere end Rusland, Iran og Tyrkiet tilsammen. Mod øst kan USA ikke bringe krigen i Østukraine til afslutning. I EU kan man ikke engang få Tyskland til at sige nej til at købe mere gas af Rusland.

Tallene taler deres eget tydelige sprog: Ved den kolde krigs afslutning sad USA på en fjerdedel af det globale BNP målt i købekraft. I dag er det nede på en syvendedel. Og fremskrivningerne siger, at Kinas økonomi i 2040 vil være halvanden gang så stor som USAs.

Det er på den baggrund, at Trumps doktrin »America First« skal ses. Der er tale om forventningsafstemning: USA forbeholder sig ret til kun at ville dø for dem, der også vil dø for USA. Eller i hvert fald opfører sig som allierede. Men ja, det er synd, at Vesten ikke længere bestemmer. Synd for hele verden, faktisk. Det er bare forkert at tro, at det skyldes Trump.