Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trump, en mand, der er ved at drukne i sin egen testosteron

Dermed er valgkampen katapulteret endnu længere ind i den kønscentrifuge, hvor den har roteret et stykke tid. Clinton vs. Trump er et episk opgør mellem matriarkat og patriarkat.

Birgitte Borup. Fold sammen
Læs mere

En af de mange kulørte historier om Donald Trump stammer fra skuespillerinden Joan Collins. Hun, der spillede overheksen Alexis i den legendariske sæbeopera »Dollars«, har fortalt, hvordan Trump dengang i 80erne tiggede og bad om at komme på rollelisten. »The Donald« mente selv at være legemliggørelsen af seriens glamourøse magtspil, og han var komplet uforstående, da han fik et afslag med den begrundelse, at han jo ikke var skuespiller.

Mange år senere fik han i stedet en rolle i serien, »Days of our Lives«, og det var på vej til optagelserne af den, at hans hang til TV-berømmelse på forunderlig vis smeltede sammen med hans politiske karriere. Det var her, at Trump – for tændt mikrofon og under indtagelse af en æske mintpastiller – underholdt med sin utæmmelige trang til at kysse smukke kvinder og rage dem på kønsdelene. Uden at vente på tilladelse, forstås. Hans stjernestatus gav ham adgang til læber og lynlåse ad libitum.

Det var forudsigeligt, at nogle af de kvinder, Trump har forulempet, ville stå frem. Den ene beskriver i grafiske vendinger præsidentkandidaten som »en blæksprutte«, efter han begramsede hende på et fly, og Donald Trump ligner mere og mere en mand, der er ved at drukne i sin egen testosteronfyldte kloak.

Dermed er valgkampen katapulteret endnu længere ind i den kønscentrifuge, hvor den har roteret et stykke tid. Clinton vs. Trump er et episk opgør mellem matriarkat og patriarkat. Kællingen mod kussetyven.

Bitch versus alfahan

I forvejen var kønsrollerne trukket op i al deres klichétyngede klarhed i et valg, hvor begge kandidater er historisk upopulære. Hillary Clinton er den menopausale magtmaskine, som i årtier har albuet sig frem i jakkesætland, men aldrig formået at sprede bred entusiasme omkring sig. Her, tæt på den politiske endestation, er hun for mange vælgere det mindste af to onder, mens hun i andre kredse er direkte forhadt. Som et af de blidere slogans blandt Trump-vælgerne lyder: »Life’s a bitch. Don’t vote for one«.

Overfor hende står alfahannen Trump, en mandehybrid, som ingen af os helt troede fandtes, før vi så ham i aktion. Han er forretningsmand og realitystjerne, men først og fremmest sit maskuline jeg. Han har selv sat spørgsmålstegn ved, om han overhovedet er politiker, og netop deri består fascinationskraften. Mens Hillary Clinton går til værks som en overforberedt samfundsfaglærer, tager Trump den på gefühl. Mens hun vejer sine ord på erfaringens vægt, kører han den hjem på hentehåret og en brandertlignende autenticitet. Hun er kedelig som en date med en revisorlærling, han er uforudsigelig som en bytur efter otte tequilashots.

Allerede før de seneste dages begivenheder var listen over Trumps kontroverser med kvinder lang. Særligt de verbale fejder med komikeren Rosie O’Donnell og studieværten Megyn Kelly står som monumenter over den debatkultur, der er blevet hverdag. Den ene blev trukket gennem et hængedynd af delleskam, den anden fik PMS-prædikatet kastet i ansigtet, da hun stillede et kritisk spørgsmål.

Selv topmodellen Heidi Klum fik besked på, at hun ikke er til et 10-tal på Donald Trumps selvbestaltede kvindeskala. Det står vist klart for enhver, at det ikke er ham, man skal spørge: »Ser min røv stor ud i de her bukser?«

Reduceringen af kvindekønnet har hele tiden været åbenlys, og ingen har været i tvivl om, at det først og fremmest handler om fuckability ovre i Trump Tower. Men så længe Trump kun talte ind i kvindernes egen sårbarhed og frygt for at være for grimme, for tykke og for gamle, kunne han slippe af sted med meget. Først med afsløringen af hans tilgang til kvindekroppen som et fysisk tag-selv-bord, er han trådt ind i en sfære, hvor det for alvor er politisk farligt. Da Trump bogstaveligt talt råbte fisse, aktiverede han ikke bare kvindernes foragt, men mændenes ur-frygt for, at deres koner eller døtre render ind i en liderlig byggematador. Republikanerne er pludselig tvunget til at forholde sig til, at deres kandidat lugter mere af overgreb end af playboy.

En kvinde tæt på målstregen

Scenariet rummer sin egen ironi. For første gang i USAs historie er en kvinde snublende tæt på den præsidentielle målstreg, men når nationen nu diskuterer, hvor langt mænd kan tillade sig at gå i deres objektivisering af kvinder, skyldes det ikke glasloftets eroderen. Det er Trump og hans »locker room banter« (mandehørm), der har gjort køn til politisk talk of town.

Donald Trumps største styrke har igen vist sig at være hans største svaghed. Han er sig selv. Han er ikke politiker nok til at være andet. Eller skuespiller, for den sags skyld. Hverken da han plagede om en rolle i »Dollars« eller i dag. Men det plot, han har vævet ind i virkeligheden ved blot at være Trump, overgår til gengæld alt, hvad en sæbeoperaforfatter nogensinde kunne drømme om.