Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Medierne er gået på jagt i forskellene på det, der siges, og det, der gøres, helt ind i det politiske familieliv. Moraliserende politikere på både rød og blå stue risikerer at lave oplagte selvmål, hvis de bliver taget i at revse andre tilstrækkeligt højrystet. Sådan er det så gået for Socialdemokraternes partitop med socialordfører Mette Frederiksen og partiformand Helle Thorning-Schmidt i spidsen, som begge sætter deres børn i privatskole, mens de samtidig erklærer at ville kæmpe for den gode folkeskole og advarer ressourcestærke forældre mod at vende folkeskolen ryggen. Denne type fakta-tjek på politikernes moral og dobbeltmoral bliver med garanti ikke det sidste, vi ser til genren op til næste valg. Valgkampene er blevet mere personlige, det politiske spin mere nærgående og egne gamle udtalelser har altid været politikernes potentielt værste fjender. Nu er det tilmed blevet nemmere digitalt at finde frem til det hele mange år tilbage. Personlig moral er interessant for vælgerne. Etiske spørgsmål og kritik af en politikers adfærd eller optræden udløser massive læserreaktioner i både trykte og digitale medier. Tænk blot på udenrigsminister Lene Espersens ferie, eller statsministerens beslutning om en ferie på et andet tidspunkt end hvor skolerne normalt har lukket.
VALGKAMPEN OP TIL NÆSTE folketingsvalg er allerede i gang og politiske dobbeltmoral-tjek bliver en vigtig del af den. Vi vil have tillid til dem, vi vælger, og de skal have en personlig troværdighed og integritet. Til den troværdighed hører selvfølgelig også retten til at blive klogere, til at sige undskyld og til at prioritere sin families trivsel før idealerne. Til den valgkamp, som allerede er begyndt, hører også faktatjek af politiske påstande og forslag. Venstre har åbnet egen hjemmeside med navnet www.tjekligefakta.dk. Andre partier som Det Radikale Venstre opfordrer alle til lige at tjekke Venstres fakta. »Fakta er fakta, og det skal der ikke gå politik i«, hedder det på Venstres side. Der levnes da heller ikke nogen mulighed for at diskutere Venstres fakta-tjek i form af læserreaktioner på siden. Her er ingen åben debat og ingen modsigelser. Kommentarerne kan så findes på andre politiske websites, hvor Venstres fakta livligt imødegås. Vi har allerede set de første politikere komme i gyngen på forkerte udtalelser med SFs leder Villy Søvndal som en af de mest prominente. Allerede ved sidste valg startede flere medier, inklusive denne avis, op med daglige faktatjek. Vi kommer til at genindføre Berlingske Faktatjek inden længe, for en lang og velbal beskidt valgkampen er i gang, og vælgerne har brug for at have et troværdigt og uafhængigt blik på tingene, når den politiske krudtrøg bliver for voldsom. Det er ikke altid så enkelt og uden nuancer at finde ind til fakta, men vi vil gøre vores bedste.