Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Troværdighed afgør valget

Lars Hovbakke Sørensen: Vælgernes bedømmelse af politikernes troværdighed er helt afgørende for, hvor de sætter deres kryds. Det viser alle de nyeste europæiske erfaringer.

»Da Poul Nyrup Rasmussen tabte valget i 2001 var det ikke, fordi han havde rørt ved efterlønnen,« skriver Lars Hovbakke Sørensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er med andre ord ikke sådan, at en politik, der går ud på at foretage mærkbare besparelser og reformer af velfærdssamfundet for at rette op på og fremtidssikre økonomien i sig selv skræmmer vælgerne væk. Det afgørende er derimod, om politikerne i god tid har forberedt vælgerne på, at de ønsker at føre en sådan politik.

Ved de netop overståede kommunale og regionale valg i Storbritannien belønnede vælgerne David Cameron og hans konservative parti, ligesom de gjorde det ved parlamentsvalget sidste år, fordi han allerede inden valget havde meddelt, at han agtede at foretage drastiske nedskæringer og omfattende reformer. Hans regeringspartner Nick Clegg fra De Liberale Demokrater blev derimod straffet af vælgerne ved kommunal- og regionsvalgene i sidste uge, fordi de i valgkampen op til parlamentsvalget sidste år havde lovet, at de ikke ville skære ned, men alligevel gjorde det efter valget.

I Sverige vandt statsminster Fredrik Reinfeldts konservative parti Moderaterna en stor sejr ved valget i september sidste år, selv om han var fortaler for at føre »en stram økonomisk politik«. Men ligesom Cameron i Storbritannien havde Reinfeldt forberedt sine vælgere på dette allerede inden valget, og derfor blev han opfattet som troværdig, og det lykkedes ham at hive valgsejren hjem.

Valget i Norge for halvandet år siden er et skoleeksempel på, hvordan det kan gå partier, som er uklare i deres meldinger om, hvilken regering og hvilken politik, de vil støtte efter valget, og som derfor af nogle vælgere bliver opfattet som utroværdige. Det lille social-liberale parti Venstre blev nærmest helt udraderet af vælgerne, fordi det op til valget skabte tvivl om, hvorvidt det efter valget ville støtte en borgerlig eller en rød politik og en borgerlig eller en rød regering.

Da Poul Nyrup Rasmussen tabte valget herhjemme i 2001 var det heller ikke, fordi han havde rørt ved efterlønnen. Årsagen var derimod, at han inden valget i 1998 havde sagt, at han ikke ville gøre det, og umiddelbart efter valget alligevel gjorde det. Både de nyeste danske og nyeste europæiske erfaringer viser altså, at en høj troværdighed er nøglen til magten i dag. Det vil også gælde det kommende folketingsvalg. Intet er derfor afgjort på forhånd.