Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Troværdighed

Bente Dalsbæk, Jurist og forfatter Fold sammen
Læs mere

Skakmat lød det, og det var desværre ikke en melding i en af mine drømme, hvor Skattekommissionen endelig får fat i afgørende, ikke-anonyme beviser, og dermed kan sende mindst en af hovedaktørerne videre dertil, hvor der dømmes skakmat på den rigsret-agtige måde. Hed drøm.

Nej, det skakmat, der her var tale om, kom ud af munden på den dengang seks-årige yngstesøn, der med et frydefuldt smil tvang min konge i knæ på trods af - vil jeg godt lige anføre for at redde min ære - at jeg godt kan spille, selvom jeg medgiver, at mit kortvarige medlemskab af en skakklub i de mindste klasser i folkeskolen ikke har gjort mig til nogen Bobby Fischer, langtfra. Eller til en Magnus Carlsen, den norske skakstormester på bare 22 år, der netop er blevet den første fra Vesten i mange år, der har hjemtaget verdensmesterskabstitlen.

Magnus Carlsen brander samtidig træk for træk skak som alt andet end nørdernes foretrukne tidsfordriv, og gør det cool at være klog og strategisk. Interessant, som det bare kræver den rigtige rollemodel til at løfte omdømmet og tiltrækningskraften for en disciplin eller et fag. Ikke en nem opgave. Se bare på vores politikeres generelle omdømme i de seneste års troværdighedsmålinger, hvor de ligger og roder på sidstepladsen.

Egentlig bemærkelsesværdigt, når vi i internationale målinger har en fornem placering som et af de mindst korrupte lande i verden. Det burde jo betyde, at vores politikere har høj troværdighed i befolkningen. Men sådan er der altså ikke direkte proportionalitet mellem troværdighed og manglende lyst til at lade sig bestikke, for troværdighed består også af mange andre krav til integritet og dadelfri fremfærd i det politiske.

Når politikerstanden som sådan scorer lavt på troværdighed, handler det om en bred fortolkning af alt fra politisk løftebrud til moralsk sammenbrud. Det må synes umuligt for alle de modige nyvalgte kommunalpolitikere at undgå at skolde sig, når de nu svømmer ud i det brandvarme politiske hav.

Nogle kan svømme og andre går til bunds, ikke altid retfærdigt, men det vigtigste er, at man kommer op af vandet i tide, hvis man fornemmer, at hovedet er på vej permanent under vandoverfladen. I den forgangne uge steg udviklingsministeren op af vandet for ikke at drukne helt, og dermed bevarede han sin troværdighed og sin selvrespekt. Desværre trækker han ikke den samlede stand op ad troværdighedsskalaen endnu. For eksempel lyder der stadig højlydt plasken derude på havet.

Måske er det lyden af en partiformand, der nu tror, at han kan svømme, ja, måske ligefrem gå på vandet, fordi nogle meningsmålinger viser, at der er krydser nok til at agere korkbælte for en, der altså så sent som for en uges tid siden scorede allerlavest på en troværdighedsmåling af partilederne?

Det er muligt, at det kan svømmes væk. Det er også muligt, at det inden længe bliver på tide at stige op af vandet og lade andre komme til at svømme forrest i Venstre. Det er jo set før, at den rette rollemodel kan gøre underværker for både omdømme og tiltrækningskraft.