Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tro mod de vantro

Kun ved at sikre alles sikkerhed for deres rettigheder i en fair ikke-diskriminerende stat, kan vi vinde krigen. For den europæiske retsstat og velfærdsstat er objektivt en bedre stat end dens afskyelige konkurrent.

Timme Bisgaard Munk: »Antikrist viser sit ansigt i Europa. En dødskult har erklæret os krig. Vi vil, vi kan og vi skal vinde krigen, siger den franske præsident. Det bliver svært, meget svært. For mens mørke kræfter leder efter vantro at slå ihjel, leder vi efter Pokemon.« FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere

Vi klarer det, sagde Merkel.

Siden da er 87 uskyldige mennesker kørt ned af en lastbil. Bargæster sprængt i luften. Kvinder forsøgt voldtaget. Turister stukket ned i et tog. En hundelufter angrebet med en økse. En familie dolket ved en swimmingpool. En bedende præst skåret i halsen, mens hans dødskamp blev optaget til de sociale medier.

Antikrist viser sit ansigt i Europa. En dødskult har erklæret os krig. Vi vil, vi kan og vi skal vinde krigen, siger den franske præsident. Det bliver svært, meget svært. For mens mørke kræfter leder efter vantro at slå ihjel, leder vi efter Pokemon. De vil dø for deres gud, vi dør hvis Wi-Fi’en ikke virker i charterflyet.

Lad mig forklare problemet. Mere militær og politi er ikke løsningen for alvor eller alene. Sand sikkerhed opstår i et samfund, hvor vi har begrundet tillid til staten og hinanden, fordi vi har et fælles inkluderende projekt og identitet.

Bevæbnede soldater og maskerede specialstyrker er blot statens teaterstykke. Falsk tryghed og symptombehandling. Undtagelsestilstanden i Frankrig har beviseligt ikke kunnet stoppe terrorangreb.

Nu er det nemlig hele det europæiske civilsamfund og infrastruktur, som er målet. Ja, enhver vantro hvor som helst og når som helst. Det er umuligt at forsvare militært.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Erfaringen fra Israel viser, at selv en 100 pct. militarisering af stat og samfund blot medfører, at terroristerne skifter strategi fra skydevåben til knive og biler. På trods af landets de facto totale bevæbning af civilbefolkningen fortsætter terroren derfor uformindsket.

Denne substitution af mål og metoder er nu også sket i Europa. Ergo israelisering er en blindgyde, som ikke kan stoppe terroren, blot mindske den eller få den til at ændre udtryk. Vi er også politimæssigt endt med en umulig opgave. Det er ikke længere muligt at profilere og finde potentielle terrorister.

Igen kan vi lære af historien. Efter 11. september prøvede amerikanerne at finde og overvåge alle med samme profil som flykaprerne. De fandt en halv million mennesker, En umulig politimæssig opgave at overvåge.

Vi står i samme situation nu med millioner af flygtninge, radikaliserede unge, syrienskrigere, sindssyge og småkriminelle. Dødskulten har nemlig med held samlet nye soldater blandt dem, som allerede er socialt døde i de europæiske samfund. De underkendte, de sindssyge, de afviste og hjemvendte islamister. Altså dem, som kun kan drømme om anerkendelse og ære i den næste verden.

Gruppen er derfor stor og det er uklart, hvad der er de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for at begå terror i dette krydsfelt mellem kriminalitet, fattigdom, psykiatri og religion.

Europas utrygge befolkning og upopulære politikere ønsker nu ret til sikkerhed. Ret til sikkerhed skal ske på bekostning af sikkerhed for rettigheder i retsstaten. Der er jo den juridiske konsekvens af frygten, undtagelsestilstanden og overvågningen.

I en retsstat er du uskyldig til det modsatte er bevist. I en militariseret antiterrorstat er du skyldig, indtil det modsatte er bevist. Risiko erstatter ret.

Denne risikoprofilering og stereotypificering af muslimske mindretal, psykiatriske patienter, flygtninge og kriminelle medfører større identifikation med dødskulten. Jo mere vi diskriminerer gennem risikoprofilering jo mindre loyalitet til staten. Hvad der netop er de mørke kræfters strategi. Altså et potentielt selvmål for Europa, hvor forsøget på risikominimering forstærker risikoen.

Pointen er, at kun ved at sikre alles sikkerhed for deres rettigheder i en fair ikke-diskriminerende stat, kan vi vinde krigen. For den europæiske retsstat og velfærdsstat er objektivt en bedre stat end dens afskyelige konkurrent. Det er grunden til, at vi skal være den tro og kæmpe for den.

Vi er ikke blot i krig. Vi er i en konkurrence om troskab mellem stater.

Denne loyalitet over for en bedre stat og fremtid for alle i Europa er nøglen til at bekæmpe terror. Det er den følelse af loyalitet, der skal vækkes hos de socialt døde og marginaliserede mindretal i Europa. Ellers klarer vi den aldrig.