Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tre spørgsmål til Henrik Sass Larsen

Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, lægger afstand til den kritiske journalistik, som han finder »enormt hidsig«», og meddeler i samme ombæring, at han fremover kun vil acceptere at blive kvartalsinterviewet. Det næste bliver vel en S-pressemeddelelse om, at Sass Larsen som en anden solkonge er flyttet ind på Versail-les-slottet og kun ved festlige lejligheder tager imod pøblen, læs journalisterne.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad vil S efter næste valg? Sidst S var i regering, gik det ikke så godt: Øremærket barsel til fædre for at fremme ligestillingen blev skrottet, og betalingsring for at mindske biltrafikken i København, hvor dieselbilerne hvert år koster menneskeliv, blev droppet. Valgløfterne blev efterladt på nødvendighedens losseplads. I stedet fik vi lettelser i topskatten og i selskabsskatten, nedskæringer i dagpenge og salg af Dong. En politik vi også kunne have fået med en Løkke Rasmussen-regering. Med vanlig prægnans kaldte Mogens Lykketoft S-regeringen 2011-15 for profil- og talentløs.

Men hvis Socialdemokratiet vinder næste valg, bliver det vel helt anderledes? Eller gør det nu også det?

Det er meget forståeligt, at Socialdemokratiet i lyset af de mange brudte valgløfter, fra sidst partiet sad i regering, er yderst tilbageholdende med at udstede nye løfter. Sporene skræmmer. På den anden side nytter det ikke, at vælgerne dybest set ikke aner, hvad de siger ja til, hvis de stemmer socialdemokratisk. Så relativt tæt som meningsmålingerne ligger, vil den usikkerhed i sidste ende kunne koste S en ellers sikker valgsejr. Og skulle Socialdemokratiet alligevel vinde valget uden at love noget, vil vælgerne med rette efter valget, kunne spørge: Hvad har I gang i? Det fortalte I os ikke noget om inden valget.

Derfor følgende konkrete spørgsmål til gruppeformanden:

Er den stigende ulighed i samfundet et problem set fra et S-synspunkt? Hvis ja, hvad har partiet tænkt sig konkret at gøre ved det? Vil kontanthjælpsloftet blive afskaffet?

Er partiet enig i, at EU-forsvarsforbeholdet er skadeligt for varetagelsen af danske sikkerhedspolitiske interesser, og vil partiet i givet fald tage initiativ til en afstemning om en afskaffelse af forbeholdet, hvis S vinder valget?

Vil partiet øge u-landsbistanden efter valget, så S-målsætningen om en u-landshjælp på én procent kan realiseres?

Spørgsmålene er stillet ud fra den overbevisning, at Danmark er bedst tjent med en socialdemokratisk ledet regering. Og ud fra den forhåbning, at gruppeformanden svarer konkret og ikke blot henviser til, at »vi må se tiden an«, partiprogrammer ingen orker at læse eller kandiserede og dyrt betalt partiparoler udarbejdet af staben af S-rådgivere.

Såfremt gruppeformanden ikke ønsker at svare, vil jeg tillade mig at vende tilbage om et kvartal, når der igen er anledning til et interview.