Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tre grunde til at du skal stemme ja

Danskerne har længe sagt ja, men ikke halleluja til EU. Hvis vi smider alle juhu-argumenter over bord, står tre solide realpolitiske overvejelser tilbage, der taler for et ja.

Foto: Richard Sylvestersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nej-siden næres af, at tilliden til politikerne er i bund, og at EU-samarbejdet er i krise ovenpå flygtninge- og migrantstrømmen. Det rammer nu muligheden for at få det ja, som er den bedste måde at sikre Danmarks interesser på.

Danskerne har længe sagt ja, men ikke halleluja til EU. Hvis vi smider alle juhu-argumenter over bord, står tre solide realpolitiske overvejelser tilbage, der taler for et ja:

For det første handler afstemningen om dansk inter- essevaretagelse. Spørgsmålet er derfor, om vi er bedre stillet fuldt og helt i Europol og i de ekstra retsakter inden for bekæmpelse af terror, samarbejde mellem anklagemyndighederne og grov kriminalitet, end i uvisheden ved et nej.

Rigtigt mange vil sige: Jo, vi skal være inde i en eller anden form. Hvis svaret altså er, at der er et behov for den type overnationale løsninger, vi ikke selv kan klare, skal Danmark selvfølgelig bruge sin politiske kapital på at få mest mulig indflydelse på udformningen af disse regler. Det får vi ved at være med. Er vi ikke med, får vi simpelthen for lille indflydelse, hvis al vores forhandlingskapital skal bruges på at lave parallelaftaler og underlige konstruktioner. Ved et nej står vi med hatten i hånden.

Formålet med Danmarks internationale alliancer er at sikre vores muligheder på kort og langt sigt. Vi er ikke en isoleret ø, men en del af et kontinent, hvor dem, vi har flest fællesnævnere med, befinder sig i EU. Det kræver praktiske løsninger og ikke idealistisk snak om, at vi selv kan klarer ærterne.

For det andet har EU-samarbejdet rokket sig, siden vi fik undtagelserne. Færre ting vedtages i enstemmighed, flere ting ved flertal. Derfor brugte Danmark alle kræfter ved sidste traktatændring i 2007 på at sikre, at når de andre lande vil gå videre, og når de vil gøre det ved flertalsafstemninger, modsat tidligere, skulle Danmark sikres. Tilvalgsmodellen, der er kopieret efter UK og Irlands, giver os mulighed for at være med i de dele, vi selv ønsker. Ændringen af forbeholdet til en tilvalgsordning betyder, at vi fremover selv vælger, hvad vi vil være med i og ikke være med i. Og når der engang i fremtiden skal etableres nye EU-regler, betyder det, at så kan Danmark aktivt tilvælge, om vi vil være med ved forhandlingsbordet og sætte vores præg. Udenfor tilvalgsordningen er Danmark dårligt stillet, hvis ellers vi ønsker at varetage vores interesser.

For det tredje har EU fået et langt mere pragmatisk præg, som passer til os kølige nordboer. De blå strømper med gule stjerner er gået af mode, Europahymne og skåltaler stuvet af vejen. Særligt fik EU-idealisterne et pulver i de mange finanskriseår, og før det ovenpå den voldsomme modstand i lande som Frankrig og Holland har EU-samarbejdet rykket sig i de senere år. Den nye EU-Kommission har som arbejdsprogram at gå efter en smallere, men stærkere union – læs: færre detaljer, mindre bureaukrati, og flere kræfter på at sikre, at EU ikke kører ud over afgrunden på grund af presset på Europas grænser.

Ja-flertallet har et kæmpe ansvar for, at vi ingen samtale har om EU mellem afstemningerne. Det nærer mistillid, fremmer afstanden og føder myter om et EU, der ikke vil os det godt. Som et lille land kan vi ikke styre det hele selv. Ved at afgive formel suverænitet, vinder vi indflydelse på områder, hvor det er i vores nationale interesse at være med.