Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Totalkommunen

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

I »gamle dage« var holdningen, at det offentlige skulle tage sig af tilvejebringelsen af »kollektive goder«: Varer og tjenesteydelser, som var til alles fordel, men som marked og civilsamfund ikke kunne tilvejebringe alene.

Senere blev det til, at politikerne også skulle sørge for »omfordeling«: At tage penge fra nogle for at give dem til nogle andre, selv hvis det ikke var til alles fordel. Stadig var ræsonnementet, at opgaverne skulle løses på det niveau, hvor fordelene var størst. Staten skulle tage sig af det nationale - kommunerne af de særegent lokale spørgsmål.

Men over de seneste år synes særligt kommunernes raison d’etre at være blevet, at enhver tænkelig kommunal udgift er et formål i sig selv og per definition godt. Uanset hvor små eller udokumenterede de angivelige fordele ellers måtte være. Uanset om kommunerne direkte eller indirekte konkurrerer med private eller tager ansvaret fra borgerne selv.

En række kommuner - bl.a. København, Nyborg og Frederiksberg - har nu kommunal morgenvækning af elever. Så de slipper for selv at skulle have ansvaret for at stå op, spise morgenmad og komme af sted. Andre kommuner har taxi-fragt af elever til specialundervisning, så disse ikke selv skal cykle eller tage bus. Det koster årligt i alt 900 mio. kr., og der er eksempler på børn, der fragtes i taxi for 500.000 skattekroner om året.

København har sågar indført kommunal hjemmereparation af cykler, så borgerne ikke behøver cykelsmeden. En række kommuner har anskaffet forskellige former for kommunale cykler for nogle gange flercifrede millionbeløb. Enten til turister eller (som i Odense) til formodede cykeltyve, således at disse får mindre incitament til at stjæle andres cykler.

Og nu vi er ved cyklerne: I december 2012 brugte det generøse Frederiksberg en kvart million på den »cyklende julemand«, der kørte rundt og væltede på sin cykel for derved at skulle minde borgerne om, at de skulle køre forsigtigt. Fra i år kan turister i København/Frederiksberg også leje elbiler af det offentlige. Med så mange initiativer er der ikke noget at sige til, at København har brug for en hær på intet mindre end 104 kommunikationsmedarbejdere.

Det er let nok at gøre grin af disse eksempler. Men implikationen er klar: Der er reelt intet formål, som borgernes skattekroner ikke kan gå til. Man kunne have stillet spørgsmål som: Er dette naturligt en uundværlig kommunal opgave? Hvad er evidensen for, at der vil være flere fordele end ulemper? Hvis dette er kommunale opgaver, hvad er så ikke? I stedet spørger man bare: Hvad skal vi nu finde på?

Årsagen er simpel. I modsætning til, hvad mange tror, er logikken ikke, at der opkræves skatter for at kunne afholdes udgifter, men den stik modsatte: Udgifter afholdes for at kunne bruge opkrævede skatter. Når kommunalpolitikerne og deres embedsmænd ved, hvor mange penge, de nogenlunde kan regne med at få i kassen, leder de efter anvendelsesmuligheder. Den mindst populære er naturligvis slet ikke at bruge pengene, men sende dem tilbage til de retmæssige ejere i form af lavere skatter, for mens en million her eller der kan lyde af meget, er det i praksis ganske lidt og umærkeligt, når den deles ud på mange skatteborgere i form af lavere skatter. Og den politiker eller embedsmand, der frivilligt reducerer egen magt (budget), lader en chance gå fra sig. Meget mere populært er det derfor naturligvis at give pengene til nogle et sted, hvor det kan mærkes eller ser ud af noget.

Det er skruen uden ende: Velkommen til totalkommunen.