Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Motionsidræt har alle dage være elendigt tv. Mandagens kongeløb – Royal Run – var ingen undtagelse.
TV 2 med Ulla Terkelsen i spidsen havde naturligvis udkommanderet hele det kække og begejstrede reporterkorps til at hjælpe os med at sætte ord på vores følelser. Fantastisk! Faktisk så fantastisk, at kronprinsen med vanlig sproglig præcision proklamerede, at »man bakker lige så meget op om sig selv«, når man som de små 100.000 danskere løber rundt i landet.
Lige den udtalelse siger meget om, hvor meget vores kommende regent er på omgangshøjde med sit folk. Der er vel ikke noget vigtigere end at bakke op om sig selv?
Ingen er forpligtet udover sine evner. Heller ikke kronprins Frederik, der står klar til at sætte sig på tronen, som kroppens konge. Vores nuværende regent er dannelsens dronning. Hun er en elitær, intellektuel endda religiøs kvinde. Karakteristika, der i moderne tider er direkte udanske, hvis der ikke lige er tale om Magrethe 2. Underligt nok har det ikke dæmpet hendes folkelige popularitet. Det til trods for, at hun ikke engang har forsøgt at komme ned i øjenhøjde med det folk, som netop holder af kronprins Frederik, fordi han ikke evner at hæve sig over det.
Det er jo ganske smukt, at de kongelige bedst opnår folkets kærlighed ved at fremstå oprigtige. Det er dannelsens dronning og kroppens konge begge en slags dokumentation på. I mere end 50 år har Dronningen siddet som intellektets protektor. Det har der været brug for. Især de sidste årtier, hvor føleri og almindeligheder er blevet fremherskende kulturelle markører. Kronprinsen er derfor perfekt til at overtage stafetten og blive toppen af poppen i nutidens Danmark.
Allerede efter et par minutters tv-dækning af Kongeløbet var jeg så mæt af klicheer og den fantastiske, verbale nøjsomhed fra glade løbere og entusiastiske reportere, at jeg greb ud efter fjernbetjeningen.
Frem på skærmen kom Peter Falk i rollen som Columbo. Hvilken gave. Ikke mindst fordi jeg havde set episoden adskillige gange før, både som ung i 1970erne og senere dengang jeg købte alle afsnit på det udaterede medie DVD, som nu kun kan opdrives på loppemarkeder. Hvilken lise at være i selskab med langsom kriminalfilm, skrevet af begavede forfattere, spillet af gode skuespillere og med aldeles fremragende musik. Simpelthen dejligt selskab og endnu et bevis på, at intelligente menneskers værker sagtens kan nyde folkelig popularitet. Det havde Columbo i hvert fald i 1970erne. Bevares, det var i monopolets dage. Derfor var han ikke konkurrenceudsat fra noget dummere.
Når DR vælger at genudsende og tilbyde den finurlige cigarrygende detektiv som streaming, må det være på en formodning om, at der et lille publikum til begavet, økonomisk og billig underholdning, som ikke allerede har set alle episoder flere gange. Det er rart at tænke på.
Hverken Columbo eller Dronningen har – hvor gerne hun sikkert ellers ville – kunnet frelse kongeriget fra at gøre det middelmådige i os alle til vores kulturelle sammenhængskraft. Kronprins Frederik hverken kan eller vil forandre det. Hvorfor skulle han forsøge? Jeg tror ikke, han mistrives, men derimod at han oprigtigt elsker det joviale og for mig lige lovligt jordnære »Go aften Danmark«-Danmark. Dronning Margrethe længe leve.
Torben Steno er vært på Berlingske-programmet »Cordua & Steno« og musiker
