Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tonen er en del af problemet i omskæringsdebatten

Anne Sofie Allarp
Læs mere
Fold sammen

Mikkel Andersson klager i torsdagens kronik over tonen i debatten, herunder min og andre navngivne personers optræden. Særligt beklager han sig over, at min udpegning af optrappende retorik blandt tilhængere af en kriminalisering »afsporer« debatten om omskæring.

Der er bare ikke nogen vej udenom at forholde sig til tonen, når forslagsstiller bag borgerforslag nr FT-00124, Intact Denmark, kalder minoriteternes omskæringspraksis »overgreb«, »kønslemlæstelse« og »tvangs-amputation«, under et kampagneslogan, der hedder: »Man skærer da ikke i raske børn«, dvs. implicit udpeger dem, »man« ikke er, altså dem, der »skærer i raske børn«.

Tonen er ikke ligegyldig, når forkvinden for Intact Denmark, Lena Nyhus, fremsætter udtalelser og støtter opslag på sociale medier, der klart viser en afstandtagen fra religion i al almindelighed og jødedom i særdeleshed.

Eller når Monica Ritterband siger, at hun skammer sig over at have jødiske rødder, og at hun tror, at de »dårlige følelser, der opstår over for minoriteter, når de udfører den slags rituelle hårdhændede handlinger, ville blive reduceret betragteligt« under en lovgivning.

Det er en klassiker, at minoritetens væren og opførsel er grunden til majoritetens »dårlige følelser« over for minoriteten. Det er heller ikke ligegyldigt, når medforslagsstiller, overlæge Morten Frisch, skriver om antisemitismen, at »stædig insisteren på brutalitet mod spædbørn giver den desværre unødig næring«.

Igen gøres minoriteterne ansvarlige for had imod dem selv, og dette giver naturligvis ekko på de sociale medier, hvor jøderne får besked på at skride ud af landet, og deres ritualer nedgøres og fordømmes på måder, man ikke havde drømt om kunne finde sted i et land som Danmark.

Debatten om tonen er ikke nogen afsporing, men helt nødvendig kontekst, når den danske hovedkultur er på vej til at tage en historisk og uigenkaldelig konfrontation med landets minoriteter, og dermed også store dele af resten af verden.

Men debatten om tonen skal naturligvis ikke forhindre en granskning af borgerforslagets yderliggående indhold. Et indhold, som Mikkel Anderssons kronik i øvrigt behændigt undgår.

Et indhold, som stadig i påfaldende grad er underbelyst, men som lægger op til en straf på op til seks år til forældrene til en omskåret dreng, og en delvis afkriminalisering af Female Genital Mutilation, (FGM), som er det nogle fejlagtigt kalder kvindelig omskæring.

Forslaget lægger altså op til, at det skal være lovligt at fjerne klitoris og indre kønslæber på store teenagepiger i Danmark. Lad os endelig få diskuteret kriminalisering, proportionaliteten af straffen, det ideologiske gods bag at legalisere FGM efter det 18. år, og ikke mindst de afledte effekter, det selvfølgelig giver ude i samfundet, når man trækker en hovedkultursnorm ned over hovedet på landets minoriteter, mens man kalder dem overgrebsmennesker og lemlæstere af egne børn. Det er tiltrængt.