Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Tonen«

28debTomJensen.jpg
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere

Det er igen blevet højeste mode at diskutere tonen. Tonen i debatten. Tonen i udlændingedebatten, eksempelvis. At vi skal tale ordentligt til hinanden, opføre os civiliseret over for hinanden, lade være med at stigmatisere. Senest er det på sociale medier blevet udbredt at tilslutte sig en kampagne, der føres under betegnelsen #2015humanisme. Nu skal det være slut med alt det had. Slut med ringeagt over for andre. Ind med humanisme.

Hvilket jeg godt kan tilslutte mig. Så lad os tale om tonen. For en af de værste tonearter, der forekommer i den offentlige debat, er den der søger at tale uden om et emnes egentlige substans for i stedet at fokusere på tonen. Jeg er helt enig i, at man skal kunne føre høvisk tale om selv de sværeste emner, at man kort sagt skal opføre sig ordentligt. Men man skal være temmelig ufølsom for ikke at fornemme, hvad tonediskussionen går ud på, for eksempel i udlændingedebatten. Den går ud på, at vi slet ikke bør diskutere udlændinge i Danmark. At de virkelig svære dilemmaer, som flygtningestrømme og folkevandringer rejser for mange vestlige samfund, og som blandt andet handler om, hvor mange nytilkomne mennesker et samfund kan rumme at modtage på kort tid, hvis det også skal være et velfungerende samfund bagefter, helst burde tages af bordet. Når nogen siger »tonen«, kan man være vis på, at det er en anden måde at fortælle omverdenen på, at man har de rette synspunkter. Og at andre synspunkter ikke er velkommen i debatten. Debat og diskussion er afgørende for et demokratis velbefindende. Det er ikke en svaghed, at folk er uenige. Det er en styrke. Det er en endnu større styrke, hvis man kan være bragende uenige og alligevel være i stand til at dele to bajere bagefter. Så lad os arbejde med det, ikke... Men debattens tonemestre udstiller i virkeligheden mest deres egne manglende argumenter. Kan man ikke med succes vinde debatten på substansen, så kan man da måske vinde den ved at udpege sin modstander som repræsentant for den dårlige tone.

Det bliver ikke mindre absurd af, at det ikke sjældent er repræsentanter for tonemesterfløjen i vort demokrati, der går hårdest til stålet, når det gælder »tonen«. I weekenden fandt Enhedslistens Per Clausen det således betimeligt at fejre overfaldet på provokunstneren Dan Park ved at betegne ham som en nar. Sådan, lissom, i voldssagens almindelige anledning. I Politiken søndag var det forfatteren Carsten Jensen, der under overskriften »Det evige Afghanistan« i en kommentar vendt mod krigsindsatsen mod Taleban efter 11. september 2001 fandt det nødvendigt at afslutte med følgende salut mod de soldater, der har risikeret livet i denne krig – og i nogle tilfælde mistet det: »Det bliver vanskeligere at rekruttere nye soldater, når unge, eventyrlystne mænd ikke længere kan tilbydes ophold i kampzoner, hvor de uden alt for store personlige risici kan skyde løs på dårligt udrustede repræsentanter for lokalbefolkningen«. Dagen før, i samme avis, var det den canadiske filosof Joseph H. Carens, som i en argumentation for nærmest fri indvandring og åbne grænser for flygtninge i vestlige samfund endnu en gang trak nazikortet over for dem, der måtte mene noget andet end han selv. Sådan er det med tonen. Vi har alle lettest ved at se den dårlige tone, der leveres af folk, vi selv er uenige med. Så måske skulle vi i stedet bruge kræfterne på at diskutere det, vi er uenige om. Det er jo det, man gør i et demokrati.