Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Vi lever i principløse tider, kære nyhedsbrevslæser. Den ene dag afvejer regeringen ytringsfriheden over for realpolitiske hensyn til islamiske regimer. Den næste dag sørger man for at lukke minksagen og de fleste af sagerne med rod i efterretningstjenesterne, så eventuelt ansvarlige kommer af krogen.
Den tredje dag kortslutter man den danske arbejdsmarkedsmodel, som har udgjort et bærende princip i det danske samfund de sidste knap 125 år. Det er en god model, fordi den holder direkte politisk magt ude af aftaler om løn- og arbejdsvilkår mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Princippet er, at det må de selv finde ud af, og kun hvis det går i hårdknude, og det ender i konflikt, er der tradition for politiske indgreb.
Men fra og med den forgangne weekend er der nu åbnet for, at det er politikerne, vi danskere skal kigge mod, hvis vi gerne vil have mere i løn. Nu er der skabt en tilstand, hvor man kan få mere i løn som offentlig ansat, hvis man bare råber højt nok.
Det er sket, fordi Mette Frederiksen nu vil levere på sit valgløfte om at give en lønstigning til udvalgte grupper i den offentlige sektor. Der er konkret tale om sygeplejersker, sosu’er, fængselsbetjente og pædagoger.
Argumentet er blandt andet rekrutteringsbesvær på områderne, og det er selvfølgelig et problem. Men er løsningen at underminere den danske model, hvor løn ikke dikteres politisk?
Dominoeffekt
Det er et ret afgørende spørgsmål. For hvad er det for en dominoeffekt, statsministeren risikerer at sætte igang?
Med regeringens beslutning om at give 2.500 kroner ekstra om måneden til de fire faggrupper, der udgør omkring 200.000 ansatte i den offentlige sektor, så træffer regeringen jo også en anden beslutning.
Nemlig at der er tre gange så mange ansatte i den offentlige sektor, der ikke fortjener et ekstra løft ud over det aftalte ved overenskomstforhandlingerne.
Der gik ikke mange timer, så lod socialrådgiverne høre fra sig. De løfter også dagligt i det danske offentlige velfærdssystem, ofte under vanskelige vilkår og med hverdage fyldt med aggressive borgere. Skulle de mon ikke også fortjene 2.500 kroner ekstra om måneden, hva´?
Lønstrukturkomitéens rapport fra juni viste jo ovenikøbet, at socialrådgiverne tjener mindre end sygeplejerskerne, der i øvrigt ikke tjener mindre, end de burde, ifølge selvsamme rapport.
Så hvorfor skal socialrådgiverne svigtes? Og hvad med politifolkene, der også har hårde job? Eller skolelærerne, der hver dag skal overvinde elevernes mistrivsel og putte viden og dannelse ind i deres hoveder? Eller hvad med rengøringsassistenterne eller tandklinikassistenterne eller dagplejerne?
Det er jo, som salig Dan Turéll sagde, ikke nemt at være NOGEN.
Så hvorfor skal NOGEN så ikke have den samme anerkendelse som de fire faggrupper, Mette Frederiksen har udpeget?
Skatteydernes penge
Det er jo et godt spørgsmål, som måske kan besvares med den pragmatiske indvending, at der ikke ville være råd. Allerede ved at give en lønstigning på 2.500 kroner til de fire faggrupper beder statsministeren skatteyderne om at hoste op med ekstra seks milliarder af deres egne hårdt tjente kroner, hvoraf halvdelen så kommer tilbage i statskassen som skat.
Det ville jo være helt uansvarligt at firedoble den regning. Men så må 75 procent af alle offentligt ansatte så finde sig i, at Mette Frederiksen kortslutter den danske model med den indirekte besked, at de ikke fortjener at få økonomisk fordel af kortslutningen. Forklar lige dén, statsminister.
Det er dog ikke gjort med det, for endnu flere ansatte er der jo i den private sektor, og de får som bekendt heller ikke del i Mette Frederiksens modelomstyrtende gaveregn.
Tværtimod må de nu se frem til at sakke bagud. Det har ellers været sådan, at lønningerne i det offentlige over årene ret nøjagtigt har fulgt lønningerne i den private sektor. Det har været en kerne i de offentlige overenskomstforhandlinger. Derfor er det ikke et lønefterslæb i den offentlige sektor. Det er veldokumenteret.
Nu kan privatansatte med nogen ret til gengæld hævde, at de har et efterslæb. Det kan afstedkomme ekstra lønkrav ved de næste overenskomstforhandlinger i det private, og hvad er det mon godt for?
Konkurrenceevnen? Inflationen? Nej, vel….
Udynamisk
Som Berlingskes erhvervsredaktør, Thomas Bernt Henriksen, konstaterer i sin leder forleden, er en del af misèren, at lønninger i den offentlige sektor altid har været fordelt med lige meget til alle faggrupper.
Hvilket betyder, at det er så godt som umuligt at rette op på skævheder. Lige som dem, der allerede får mest, får endnu mere, når alle hæves med den samme procentsats.
Ulykken er manglen på dynamisk løndannelse og konkurrence i den offentlige sektor. Der til gengæld løbende er kommet til at fylde mere og mere af Danmarks samlede økonomi.
De offentlige fagforeninger har medvirket til at bevare denne komplet udynamiske tilstand i den offentlige sektor. Og nu må skatteyderne så punge ud for anden gang til lønstigninger, efter de i forvejen har finansieret de givne stigninger, som kom ved overenskomstforhandlingerne. Som de jo faktisk har fået.
Den gale stævn er taget længe inden, Mette Frederiksen i weekenden gav den danske model et grundskud. Men hendes beslutning gør det ikke lettere at komme tilbage på land.
Fra blå flok til blå blok
Jeg bruger jo altid mit nyhedsbrev til også at gøre reklame for noget af alt det andet gode, Berlingske har til dig.
Berlingske er jo Danmarks førende borgerlige medie, og med den position har vi en særlig forpligtelse til at dække, hvad der foregår i det borgerlige Danmark.
Blå blok har jo ligget noget underdrejet i hvert fald siden valget i fjor, men nok allerede siden VLAK-regeringens mange trakasserier. Det fik først Lars Løkke Rasmussen, siden Venstre til at bryde op og gå mod midten og Mette Frederiksen.
Men nu sker der ting og sager blandt de tilbageværende blå partier. For nylig meldte Morten Messerschmidt atter DF ind i den borgerlige blok, hvad angår den økonomiske politik, herunder skattepolitikken. Det skete i et interview i Berlingske med avisens politiske korrespondent Kasper Kildegaard.
Og i weekenden rykkede Pernille Vermund også på Nye Borgerliges strategiske placering ved at erklære, at partiet ikke længere har tre ultimative krav i udlændingepolitikken. Det skete også i et stort interview i Berlingske med Kasper Kildegaard.
Den blå blok, Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, uafladeligt har behov for at gentage ikke længere findes, er måske på vej til at samle sig igen. Måske har man begivet sig ud på den lange vandring fra blå flok tilbage til blå blok.
Hvem ved? Under alle omstændigheder skal du læse Berlingske for at følge med i, hvad der sker i den kommende tid.
I kulminen
Tilbage er kun ugens sang, og som drengen Ingemar siger i filmen »Mit liv som hund«, når han tænker over ulyksalighederne i sit liv, så »måste man jämföra«. I hans tilfælde med rumhunden Laika, der ubetvivleligt havde det værre.
Således vil jeg i denne uge »jämföra« os allesammen med én, der i hvert fald fortjener mere i løn og bedre arbejdsvilkår, nemlig den stakkels, kvindelige kulminearbejder i den skrækindjagende ballade »The Testimony of Patience Kershaw«, fremført af den vidunderlige nordengelske gruppe The Unthanks.
Værsgo, så »jamförar« vi!