Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tom Jensen: Er »borger« det rigtige ord at bruge om en indbygger i Danmark?

Chefredaktørens blog Demonteringen af borgeren og påmonteringen af klienten og bidragyderen påvirker voldsomt den måde, stat og menneske omgås på, skriver Berlingskes Tom Jensen.

Kommentator byline: Tom Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har vakt berettiget forargelse, at SKAT har taget virkemidler i brug for at inddrage skatter fra borgerne, som minder mest af alt om bøllemetoder. Konsekvensen blev da også eksekveret straks: En hel afdeling i SKAT blev nedlagt for at komme uvæsenet til livs.

Men udover det konkrete problem, borgere åbenbart har eller har haft med retssikkerheden i forhold til SKAT, så rejser de fremdragne sager fornyede spørgsmål om forholdet mellem stat og borger i det moderne velfærdssamfund. Som udgangspunkt består en stat jo af frie borgere, der i princippet kan gøre, hvad de vil, så længe de overholder landets love og i øvrigt ikke generer andre. Det system, som staten nødvendigvis må opbygge, har en begrænset karakter og tjener kun til at sikre, at hver enkelt borger kan leve så frit og trygt som muligt og forfølge de drømme og mål, han eller hun måtte have sat sig. Til gavn for sig selv – og/eller til fælles bedste.

Dette ideal af en stat er vi imidlertid for længst ude over. Ikke mindst med den hastigt voksende velfærdsstat siden 1950 har forholdet mellem stat og borger ændret sig drastisk. Så meget at man kan diskutere, om borger overhovedet længere er det rigtigste ord at bruge om en indbygger i en stat. Klient eller bidragyder – eller begge dele – rammer muligvis mere præcist. Den kæmpestore velfærdsstat betyder for det første civilsamfundets statsliggørelse, hvad f.eks. de umådeligt mange foreninger i København, der kører, takket være større eller mindre offentlige tilskud, vidner om. Men værre er det, at demonteringen af borgeren og påmonteringen af klienten og bidragyderen voldsomt påvirker den måde, stat og menneske omgås på.

Således er Grundlovens paragraf om boligens ukrænkelighed jo for længst gennemhullet af hundreder af undtagelser. Senest blandt andet med tilladelsen til, at SKAT inspicerer private haver i jagten på sort arbejde. For nylig var en historie fremme om, at det var sket i 247 tilfælde, og at der ikke havde været nogen ballade undervejs. Hvilket nærmest er en understregning af, at det ændrede forhold mellem stat og menneske er fuldbyrdet. Det samme gælder registreringen og overvågningen af folk for at komme socialt bedrageri til livs. Eller historien om, at den markant optrappede tilstedeværelse af fartfotovogne havde til formål at sikre et ønsket provenu til staten. Ikke nødvendigvis blot at øge trafiksikkerheden. I alle de nævnte tilfælde, og i de eksempler, hvor SKAT er gået over stregen i forhold til konkrete mennesker, agerer staten som om borgeren med sine suveræne rettigheder og dertil svarende pligter i stedet er blevet til en bidragyder. En malkeko.

Til gengæld for dette skred har vi, borgerne, gjort os selv til trygge klienter, der ikke tøver med at søge offentlig hjælp, hvad enten vi har behov eller ej. Som i mange tilfælde forventer, at de fælles kasser træder til, hvis vi føler det nødvendigt – snarere end at forsøge at klare sig selv eller søge støtte hos sine nærmeste. Som i visse tilfælde ikke tøver med at begå socialt bedrageri, for der er jo altid nogen til at betale. Blot glemmer man ofte, at skal der være det, må SKAT ud med raslebøssen. Eller riven, hvis vi ikke giver os med det gode.

DEBAT | Er vi mere trygge klienter end bidragydere? Del din mening herunder.