Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tom Jensen: Derfor er Trump ikke farlig. Og derfor er han

Det er ikke præsident Donald Trumps politik eller hans ukonventionelle facon, som er farlig. Det er hans systematiske angreb på bærende nationale og internationale institutioner, der næsten har den revolutionæres præg.

Ansvarshavende Chefredaktør på Berlingske Tom Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der er efterhånden skrevet så meget om Donald Trump, at man næsten ikke orker mere, og jeg forstår jer, kære læsere, hvis I har det lige sådan. Men omvendt: Hvad der sker i denne tid i USA, er måske den største omkalfatring af den gældende verdensorden i mange årtier. Vi gør klogt i at følge godt med.

De fleste danskere bryder sig ikke synderligt om præsident Trump. Det viser samtlige målinger. Men nogle gør. Man har endda indtryk af, at et voksende mindretal er parate til at forsvare ham til det sidste. Det får være. Men jeg forstår dem ikke.

Hvilket har mindre med Trumps politik at gøre. Jeg mener, man bør anskue fænomenet Trump og det, han afstedkommer i USA og internationalt, på tre niveauer. Det første niveau er hans konkrete politik og resultater. Det andet niveau er hans facon. Det tredje niveau er det virkeligt bekymrende. Det vender jeg tilbage til.

Hvad angår politikken giver jeg dem ret, som peger på, at Trump er mere konsekvent, end han har ry for. På flere fronter lykkes det ham faktisk at flytte noget. For better or worse, det må enhver jo gøre op med sig selv: Men med sin skattereform, på immigrationsområdet, i klimapolitikken, i forhold til international handel og på flere andre områder vil Trump have gjort en forskel, når han en dag går af (uanset tidspunkt og årsag).

Når mange længe har været i tvivl om, hvorvidt Donald Trump rent faktisk har en plan og er i stand til at frembringe politiske resultater i henhold til den, skyldes det givetvis niveau 2 i bedømmelsen af ham: For hans metode er kaos og uhyrligt dårlig opførsel. Tilsvining af loyale partnere og allierede, verbale bomber til højre og venstre, forsvindingsnumre fra internationale aftaler (selv nogle, USA selv har taget initiativ til at indgå) og et aggressionsfyldt døgnbrænderliv på twitter, som kan få selv barkede typer til at bæve.

Alt dette er imidlertid midler. Det er ikke målet. Det er ekstremt vigtigt at holde sig for øje, hvis man skal analysere sig frem til en forståelse af bestanddelene i fænomenet Donald Trump.

Hverken niveau 1 eller niveau 2 er udramatiske. Slet ikke. Jeg mener f.eks. Trump kan gøre dyb skade på velstanden i mange lande – herunder sit eget – med gennemførelsen af handelsbarrierer og de konstante trusler om nye. Og Trumps personlighed er et helt kapitel for sig. Men alligevel er det sejlads i delvist kendt farvand: I et demokrati må man leve med, at magten til tider tilhører nogen, hvis politik man er meget uenig i. Og skidtknægte, bøller og intimiderende ronkedorer har før indtaget de højeste poster, uden at verden af den grund gik under.

Det er niveau 3, som er det virkeligt nagende ved Trump. Det handler om den systematiske såen tvivl om bærende samfundsinstitutioners troværdighed, som man kan frygte, er Donald Trumps underliggende projekt. Ønsket om en dyb omvæltning. »Drain the swamp!«, deklamerer han igen og igen, og der kan være gode grunde til at gøre noget ved den politiske sump i Washington. Foruroligende få amerikanere har f.eks. nogen tillid til Kongressen. Sådan var det også før Trump.

Men alligevel er der en konsekvens i Trumps underminering af tilliden til institutionerne, der kan få en til at frygte, at der inderst inde i ham er en slags revolutionær, som nu er ved at gribe store dele af det gamle, konservative republikanske parti.

Det gælder vulgariseringen af præsidentembedet. Det gælder de omsiggribende angreb på FBI, CIA og justitsministeriet med rod i Mueller-efterforskningen. De jævnlige udfald mod den amerikanske dommerstand. På troværdigheden af valgresultater i USA. Det gælder den konstante motivbeklikkelse i forhold til ikke kun politiske modstanderes, men også i mange tilfælde embedsfolks ageren. Man ser det i undermineringen af NATO og EU, WTO og FN. Og i den uendelige aggression mod medierne og udnævnelsen af dem til »folkets fjende«.

Man kan skændes til døden om, hvorvidt Donald Trump i sin konkrete politik agerer borgerligt eller ej. Sikkert er det til gengæld, at et normalt borgerligt værdisæt ikke indbefatter lysten til at underminere samfundets bærende søjler og institutioner, som er til for at sikre den enkelte borger sine rettigheder og sin sikkerhed. Borgerligheden er ikke revolutionær. Den forandrer ikke ved eller for at omstyrte frie demokratiske institutioner og kræve dem entydigt genopbygget i eget spejlbillede.

Desværre kan man frygte, at det er ved at lykkes for Trump og hans bevægelse metodisk at grave mistilliden til institutionerne dybere. Flere og flere synes at tage begrebet »den dybe stat« alvorligt som et udtryk for den forestilling, at den virkelige fjende er indre. At den udgøres af den samfundskonstruktion og indretning, vi selv lever i og med. Det er stærkt foruroligende.

Af samme grund var det lige så urovækkende, da det såvel i uddrag fra Bob Woodwards nye bog om Trump som i et anonymt essay i New York Times forleden fremgik, at dele af Trump-administration synes at modarbejde præsident systematisk – blot usynligt bag linjerne. Ved f.eks. at fjerne forslag, man ikke ønsker præsidenten skal underskrive, fra hans skrivebord, som det fortælles i Woodward-bogen. Eller i kraft af en egentlig indre modstandskamp, som man måtte forstå på essayet skrevet af en anynom »senior official« i Trump-regeringen.

Hvis forholdene i Det Hvide Hus er så kaotiske og livsfarlige for verden, som det skildres, så bør modstanderne træde frem fra anonymiteten. I modsat fald risikerer de selv at henfalde til revolutionære metoder, et stille kup mod en lovligt valgt præsident uden nogen form for demokratisk kontrol. Der er at bekæmpe ondt med ondt, det gør kun alting værre. Og det siger desværre ikke så lidt.