Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tolerancens tærskel

»Hvor er tolerancens tærskel? For mig at se der, hvor man tåler intolerancen i en misforstået dyrkelse af egen tolerance.«

Kommentator byline: Tom Jensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg tror, at de fleste af os gerne ser os selv som tolerante mennesker. Vi vil gerne tolerancen. Men hvor går grænsen for tolerancen? I en tid hvor man debatterer terror, Hizb ut-Tahrir-stormøder, hatecrimes og vanskeligheder med integration, er det et spørgsmål, mange stiller sig. I den forbindelse er en på sin vis lillebitte sag fra Helsingborg en meget god syretest.

Sagen er beskrevet af Helsingborgs Dagblad. En lærervikar var i gang med svensk-undervisning for flygtninge og indvandrere, da talen faldt på Holocaust og befrielsen af Auschwitz. En af eleverne gav udtryk for, at han ikke mente, at jødeudryddelserne havde fundet sted. Det afstedkom en diskussion mellem lærer og elev, som fortsatte med at fremføre sit synspunkt. Lærervikaren gav udtryk for, at det jo var holocaustbenægtelse. Situationen endte med, at eleven forlod klasseværelset.

Læs også: Holocaust-irettesættelse af elev blev dyr for lærer

Hvad der nu skete, er det virkeligt interessante: Eleven klagede til skolens ledelse, som indkaldte lærervikaren til en samtale – og gav eleven medhold. Eleven havde følt sig krænket og misforstået og udpeget som holocaustbenægter. Jamen, svarede vikaren, det VAR jo holocaustbenægtelse. Svaret, han fik, var: »Du må have i baghovedet, at det, vi betragter som historie, er den historie, vi har været en del af. Når vi har elever, som har været en del af andre historiebøger, så går det ikke, at vi diskuterer fakta mod fakta.«

Skolen fik siden en kommunal irettesættelse, men den lille sag er illustrativ. For skal man tie og tåle holocaustbenægtelse, blot fordi benægtelsen muligvis illustrerer, at en person har fået og dermed har en anden historieopfattelse end den, vi selv har? Eller er der en objektiv sandhed eller et sæt værdier, som det må være tilladt at fastholde – også i et klasseværelse med en gruppe indvandrere, hvoraf en altså havde en helt anden opfattelse af holocaust?

Er man relativist i ren form, vil man sige som skolen i Helsingborg. Man vil på samme vis kunne argumentere for, at ens tolerance skal strække sig så langt, at man tolererer det intolerante. Eksempelvis Hizb ut-Tahrir. En organisation der kæmper for indførelse af et kalifat, hvor kvinders rettigheder er trådt voldsomt under fode – blot for at nævne én ting blandt mange, vi ville betragte som uhyrligheder ud fra vestlige frihedsperspektiver.

Læs også: Hizb ut-Tahrir: Medier og politikere er skyld i had

Men er vores opfattelse af ret og forkert blot én blandt mange, og kan Hizb ut-Tahrirs såmænd være lige så fin-fin, i hvert fald hvis man kommer fra en muslimsk kulturbaggrund, og dermed måske har helt andre opfattelser af grundlæggende menneskelige rettigheder over for lov-religionens bogstav? Eller lad os tage denne variation, som man ofte møder versioner af i den gængse debat: Må vi tåle, at Hizb-ut-Tahrir er her og kæmper for kalifatet, uden at vi med alle til rådighed stående midler i et frit samfund bekæmper dem – fordi vi måske frygter, at sådan en kamp om værdierne kan blive stigmatiserende for mange andre muslimer end dem, der bekender sig til denne organisation? Hvor er tolerancens tærskel?

Læs også: Forskere: Et forbud mod Hizb ut-Tahrir vil styrke foreningen

For mig at se der, hvor man tåler intolerancen i en misforstået dyrkelse af egen tolerance. Hvor man af hensyn til andre indvilger i at give køb på sine egne værdier. Hvor man tillader andre at kræve særlige rettigheder og hensyn taget på en måde, som kræver andres ufrivillige underkastelse, fordi man frygter værdikampen i sig selv. I den forbindelse er den lille sag fra Helsingborg ikke helt så lille endda.