Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tørklædet er ikke for mindreårige

»Den sædvanlige berøringsangst og misforståede kulturelle hensyn er med til at vedligeholde et uhensigtsmæssigt kvindesyn.«

Abir Al-kalemji Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En tur i friluftsbadet en sen sommerdag og mine tanker gik under de små bølger til den ti-årige pige, som sad ved bassinet i 26 graders varme iført lang kjole og tørklæde på hovedet. Hun betragtede de andre børn afkøle kroppen, plaske rundt i vandet og suge solens stråler ind gennem den d-vitamintørstige hud, imens hun kogte over af kedsomhed.

Cool er det ikke, når forældrene vælger at give lille Nadia et tørklæde på hovedet. For det har negative konsekvenser for hendes selvværd og kønsidentitet. Allerede som barn bliver hun introduceret for konceptet om, at hun bør tildækkes for at afværge forførelse af det modsatte køn. At hun er et objekt for mandens begær, der effektivt tæmmes ved at skjule feminine ynder. For mænd er åbenbart nogle ustyrlige dyr, med en indskrumpet frontallap, og hvor både de intellektuelle funktioner og kontrolmekanismer, som de har udviklet under evolutionen, automatisk bliver sat ud af drift ved optisk konfrontation med hårvækst på kvindens kranium. Ja, det er ikke til at forstå.

Voksne må naturligvis selv afgøre, om de vil skjule deres hår eller få det til at fylde hele synsfeltet med dreadlocks, så længe valget er frivilligt og afspejler egne behov uafhængigt af ydre pres og lokale normer. Men en ti-årig pige har ingen chance for at opnå indsigt i, hvorfor hun skal gemme sit hår væk. Ligesom denne praksis sjældent kommer alene, men ofte er akkompagneret af en sekvens af restriktioner, der beslaglægger hendes frie udfoldelse.

Da jeg boede i Syrien, var det ildeset, når små piger gik med tørklæde. For det signalerede et tvangspræget opvækstmiljø. Paradoksalt nok er det et acceptabelt syn i et europæisk samfund som det danske. Hverken myndighederne, lærerne eller pædagogerne reagerer eller problematiserer rationalet bag. Den sædvanlige berøringsangst og misforståede kulturelle hensyn er med til at vedligeholde et uhensigtsmæssigt kvindesyn.

Nydanske børn svigtes af systemet. For det her handler altså ikke om forældrenes ønsker, religionsfrihed, familietraditioner eller opdragelsesmetoder. Men om barnets tarv og mulighed for at udvikle sunde holdninger til krop og psyke.

Personligt er jeg græsk-katolsk over for, om man tror på Helligåndens superbefrugtningsevner, Nirvanas intethedsparadis, den hellige kos særret til trafiklovsovertrædelse eller muligheden for at blive genfødt som en giraf, så længe man ikke tvinger sin overbevisning ned over hovedet på andre – og da slet ikke i form af et tørklæde på de små krøller.

I USA deltager tusindvis af amerikanske fædre og mindreårige døtre i ceremonier, hvor de indgår en pagt om seksuel afholdenhed, så familien kan sikre datterens jomfruelighed. Ritualet med pigen iført en hvid kjole og faderen iført jakkesæt, der giver hinanden ring på, virker som en platonisk incestrelation, der sanktionerer pigens naturlige tilgang til krop og lyst. I Danmark sendes nogle børn på opdragelsesrejser, så de kan lære de såkaldte sande værdier.

Religiøse opdragelsesmønstre forsvares ofte med forældres ret til at præge og påvirke børnenes udvikling. Men hvor går grænsen? For børn er ikke forældrenes ubetingede eje og har altså rettigheder – uanset hudfarve, nationalitet eller religiøst tilhørsforhold. Det må være rimeligt at lade dem selv bestemme, om de vil gå med tørklæde, omskæres eller giftes, når de fylder 18 år. Men som mindreårige skal de have lov til at være børn, lege, bade, cykle, tage på skoleudflugt, dyrke deres potentialer og være kreative. Ikke undertrykkes af mor og fars forventningspres og gammeldags tilgang til kønsroller, krop og sex. Ellers er det egoistisk.