Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

To ting, der gør de politisk korrekte så irriterende, provokerende og krænkende

Foto: Henrik Dahl Jonas Skovbjerg Fogh. Byline af Henrik Dahl.
Læs mere
Fold sammen

For nylig bemærkede Hella Joof i en fjernsynsudsendelse, at politisk korrekthed kan medføre akut udbrud af Tourettes syndrom.

Det er en morsomhed (skal jeg sige til de politisk korrekte). Fordi man faktisk ikke bliver syg i virkeligheden. Og fordi man ikke får hele sygdommens repertoire af symptomer, men kun det, den så at sige er berømt for: En ubændig trang til at råbe ukvemsord og sjofelheder.

Men hvorfor er det i grunden, at man får denne tæt på ustyrlige trang til at råbe skældsord, når man udsættes for politisk korrekthed?

For at komme nærmere på et svar kan vi til en begyndelse betragte selve eksemplet. Jeg siger: »Man får sgu akut Tourette af politisk korrekthed«. De svarer: »Man må ikke lave sjov med sygdom«. Hvortil jeg så kan vælge at bøje mig for Deres træden ud af rollen som samtalepartner og ind i rollen som opdragende forælder, og replicere »Nej, det var også forkert af mig«. Eller simpelthen svare: »Pis mig i øjet«.

Det sidste gør mig selvfølgelig ikke til symbolsk voksen igen, for det er barnligt at reagere med trods og sige grimme ord. Men skønt jeg stadig er et symbolsk barn over for Deres symbolske voksne, og dermed ikke er ude af den underlegne rolle, De (aldeles uberettiget) har anbragt mig i, så har jeg det dog i det mindste bedre, når jeg har ydmyget mig selv og råbt »pis mig i øjet«, end jeg ville have haft det, dersom jeg blot uden modstand havde accepteret den rolle som symbolsk barn, De ønsker at anbringe mig i.

Det, vi i første omgang kan konkludere, er, at politisk korrekthed er en manøvre, hvor den ene part i en samtale springer ud af rollen som jævnbyrdig deltager, og i stedet giver sig til at optræde som irettesættende fader eller moder.

Men for at trænge dybere ned i hvorfor politisk korrekthed gør trangen til at svovle og bande så voldsom, bliver vi også nødt til at se på, hvordan de politisk korrekte typisk forvalter den magt som fader eller moder, de fuldkommen uretmæssigt har opkastet sig selv til at udøve.

Politisk korrekte mennesker har travlt med mange ting. Til disse hører blandt andet at censurere sprogbrugen ved hjælp af idelige korreksninger og irrettesættelser. Men den mest krænkende og provokerende ting, de beskæftiger sig med, er dog immervæk, at de bestandigt prøver at forhindre, at der konkluderes.

De gør det på to måder. For det første ved at insistere på, at uanset hvor tæt, træerne står, må De ikke sige, der er tale om en skov. For det andet ved at insistere på, at uanset hvor tæt, skoven er, må De ikke antage, at det næste, De støder på, er et træ.

Det første kalder man mønstergenkendelse; det andet generalisering. Begge dele er grund-læggende træk ved den menneskelige intelligens.

Det, der gør politisk korrekthed så irriterende, er således to ting. For det første, at den gør Dem til et barn. For det andet, at den kræver, De skal tænke som en idiot. Begge dele er lige til at blive rasende over.

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF (LA).