Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

To slags moral

»Man gør sig det for let, hvis man tror, at man kan nøjes med at forsvare sin egen position.«

14debAnnaLibak.jpg
Anna Libak
Læs mere
Fold sammen

Lederen af det franske parti Front National, Marine Le Pen, skal have sagt, at der ikke længere findes højre og venstre i politik. Der findes kun globalister og nationalister.

Og debatten om den massive tilstrømning af asylansøgere synes umiddelbart at give hende mere og mere ret.

Blandt nationalstatens forsvarere finder vi pludselig både hardcore liberalister fra Venstre, som før priste det frie og grænseløse marked i EU, sammen med de før så stuerene socialdemokrater, som nu i Politiken lover, at de vil gøre alt, ja alt, hvad der står i deres magt for at beskytte den danske velfærdstat mod indvandring.

Blandt globalisterne finder vi til gengæld folk fra den gamle venstrefløj, hvis hjerter engang blødte for de enlige mødre og de langtidsarbejdsløse, men som nu synes, at de svage passende kan dele deres socialhjælp med hele Mellemøsten. De kæmper sammen med anstændige og moralsk anfægtede borgerlige, som er rystede over Venstres knæfald for det sorte højre. Så har Marine Le Pen ikke ret? Kampen står mellem nationalister mod globalister?

NEJ, det har hun ikke.

For det, der adskiller de to fløje, er ikke geografi, men etik.

Allerede i 1919 nåede den tyske sociolog Max Weber frem til, at der desværre ikke findes moralsk uangribelige politiske beslutninger. I »Politik som et kald« sondrede han mellem to konkurrerende moralopfattelser, som begge har noget for sig, men som desværre også er uforenelige. Nemlig ansvarsetikken og sindelagsetikken. Den første handler om at gøre det rigtige. Man bliver bedømt på konsekvenserne. Den anden handler om at ville det rigtige i situationen. Man bliver bedømt på intentionerne. Dilemmaet er meget præcist udfoldet i romanen »Sophies valg«, hvor en mor i en koncentrationslejr bliver bedt om at vælge, hvilket af hendes to børn der skal overleve, mens børnene hører på det. Det er et umuligt valg. Det er moralsk utilstedeligt at dømme sit eget barn til døden. Men gør hun det ikke, dør begge børn.

Emne: Grænsekontrol

Politikere står, hvis tilstrømningen af asylansøgere fortsætter, også i et umuligt valg. Hvis de siger nej til asylansøgere, der banker på vores dør, risikerer asylansøgerne at gå en grum skæbne i møde. Men hvis de fortsætter med at sige ja, risikerer velfærdstaten at bryde sammen.

MANGE AF DEM, der i dag kaldes nationalister, hvis man skal følge Marine Le Pens klassifikation, er kun nationalister, fordi de har mistet troen på, at EU finder en løsning, før velfærdsstaten er brudt sammen. De er derfor mindre nationalister end de er konsekvens-etikere, som vil redde velfærdsstaten. Hvis EU var i stand til at sikre sine ydre grænser effektivt, overlod de det hellere end gerne til EU. Og deri er de enige med det flertal af danskere, som i meningsmålinger både ønsker en stram asylpolitik og en fælles EU-løsning.

På samme vis er mange af dem, der kaldes globalister, kun globalister, fordi de synes, at det er ondt og uværdigt at sige nej til nødstedte mennesker, der banker på vores dør. De så hellere end gerne, at problemerne blev løst i nærområderne, men de tror ikke på det, og i den situation mener de slet ikke, at man kan sige nej, når det kan koste liv.

Pointen er, at man gør sig det for let, hvis man tror, at man kan nøjes med at forsvare sin egen position. Man skylder at anerkende, at der er tale om et moralsk dilemma, der ikke går væk: Ellers er man faktisk umoralsk.