Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

To sider af Tibet

Jesper Larsen, Udlandsredaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Magen til farvestrålende og  glade og tilfredse tibetanere som de seneste dage i Lhasa skal man lede længe efter. Næppe noget under, når nu det statslige kinesiske informationskontor har inviteret en håndfuld europæiske medier indenfor i det ellers lukkede Tibet i forsøg på at fremvise et andet, mere velfungerende og civiliseret samfund end det, der normalt præger den vestlige dagsorden.

Hvilket er problemer med mindretal og basale menneskerettigheder i forbindelse med det autoritære kinesiske styres benhårde kontrol af Tibet. Ikke mindst med de sidste års dramatiske selvafbrændinger, hvor buddhistiske munke i desperation har sat ild på sig selv i protest mod systematisk undertrykkelse af tibetansk kultur og skikke. Antallet af selvafbrændinger er oppe på langt over hundrede og har med rette præget den vestlige dækning med stærkt negative overskrifter. Men med urette ifølge myndighederne i den tibetanske hovedby Lhasa – ikke fordi der ikke eksisterer et minoritetsproblem, for det gør der, men fordi der ifølge kineserne er tale om ekstremister, der er dårligt uddannede og desuden vildført af Dalai Lama fra hans eksil i Indien. Og som sagt fordi der også findes en anden og mere positiv side af Tibet, der sjældent fanger den internationale opmærksomhed: Nemlig en økonomisk og social fremgang uden lige de seneste årtier - selv efter kinesiske standarder.

Sandt er det i hvert fald, at det ikke kun er den tynde luft og det arkitektoniske vidunder Potala-paladset, der får den besøgende til at snappe efter vejret i Lhasa i 3.650 meters højde. Med super moderne bygninger, sågar en motorvej samt en spektakulær jernbane som de synlige triumfer mellem bjergene på verdens tag. Tibets bruttonationalprodukt vokser med svimlende fart, mens milliarderne bogstaveligt talt strømmer ind fra Beijing. Tibetanere, der før boede en hel familie sammen i ét rum, fortæller stolte og smilende, hvordan de nu har syv værelser med dertil hørende, røgfyldt bederum, om hvordan vejen udenfor nu er asfalteret frem for mudderet, og hvordan der er blevet kloakeret. Også uddannelserne er forbedret i Tibet, hospitalsvæsenet er udviklet ligesom landbruget og så videre og så videre; og hvordan kan man også fortælle andet, når man er specielt udvalgt til formålet som del af den voksende middelklasse, og tolken ved siden af i øvrigt er udsendt af det statslige kinesiske informationskontor.

Men ingen tvivl, i Tibet som i resten af Kina er millioner af mennesker blevet løftet ud af fattigdom. Recepten har været vækst, vækst og atter vækst, mens det derimod har skortet mere på politiske og demokratiske reformer i det totalitære land. Det mærkes i Tibet, hvor FN – fortsat sammen med nogle vestlige regeringer – længe har opfordret Kina til at gøre noget alvorligt ved undertrykkelsen og de fundamentale frustrationer blandt tibetanerne som for eksempel at løslade fanger og tillade uafhængige menneskerettighedsgrupper og medier uhindret adgang. Selv siger myndighederne i Lhasa, at de såmænd bare håber på en mere objektiv beskrivelse – derfor invitationen til europæiske medier, der så med egne øjne kan se Tibet. Kina vil bare helt åbenlyst stadig selv styre, hvad der skal ses: Glade og tilfredse tibetanere.