Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Titanic og hospitalsvæsenet i Region Sjælland og Hovedstaden

Nu er vi så i oktober. Og her må man sige, at de få, udestående problemer, programdirektøren fortalte om for fire måneder siden, har vist sig hårdnakkede som multiresistente stafylokokker.

Henrik Dahl. Fold sammen
Læs mere

Magtesløshed i et overvældende omfang må have været en af de følelser, der greb Frederic Fleet og Reginald Lee – de to udkigsmænd på »Titanic« i de lange sekunder, fra de så isbjerget og slog alarm, til skibet skrabede imod det.

Men de må også have følt et håb. Nemlig det håb, at advarslen akkurat var faldet i tide. At folkene på kommandobroen havde styr på tingene. At tiden trods alt ikke var mere kritisk end at man ville slippe med skrækken og få en god historie at fortælle.

Skønt både Fleet og Lee overlevede katastrofen, og vi kender deres vidnesbyrd, kan jeg af gode grunde ikke have nogen konkret viden om deres følelser. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på deres minut mellem håb og fortvivlelse, når jeg løbende læser om den såkaldte Sundhedsplatform, som Region Sjælland og Region Hovedstaden er ved at indføre på sine hospitaler.

21. maj proklamerede Region Sjælland og Region Hovedstaden, at nu var Sundhedsplat-formen oppe at køre, og at man var kommet godt fra start. 7. juni klagede en overlæge imidlertid i samme avis over, at Sundhedsplatformen på en hel række konkrete punkter ikke virkede.

Ordinationer og henvisninger blev væk i systemet. Og mængden af »kold« spildtid, som overlægen skulle bruge for at få systemet til at virke, voksede dramatisk.

Det svarede programdirektøren så på tre dage senere. Alt var stort set fjong: 70 pct. af de indberettede problemer var løst, og inden længe ville det være ude med resten. Kun to af dem blev anset for kritiske, mens 95 pct. havde prioritetskoden »normal«.

I august kunne man så læse i Ugeskrift for Læger, at Sundhedsplatformen inden for en periode på tre måneder havde kostet Herlev og Gentofte 100 mio. i ekstraudgifter. Regionsdirektøren mente, at man godt kunne løbe besparelsen ind i løbet af 2016. Hans vurdering blev dog noget svækket af, at nyheden under denne lød på, at Region Hovedstaden skulle spare 360 mio. i 2017. Man skulle tro, at de første 100 kunne have været undgået, hvis man ikke havde givet dem ud til uforudsete udgifter i 2016?

Nu er vi så i oktober. Og her må man sige, at de få, udestående problemer, programdirektøren fortalte om for fire måneder siden, har vist sig hårdnakkede som multiresistente stafylokokker. Ifølge referatet fra et krisemøde blandt Herlevs overlæger, som Ekstra-Bladet er kommet i besiddelse af, bliver ordinationerne stadig væk, som de gjorde før sommerferien. Alvorligt syge patienter lades fortsat i stikken, og sundhedspersonalet spilder uhyrlige mængder af tid. Projektledelsen er dog stadig fortrøstningsfuld. »Vi er trygge,« siger en topleder i Region Hovedstaden for eksempel.

Som politiker uden indflydelse på regionerne, står jeg i samme situation, som de to matroser i Titanics mast.

Jeg kan se problemerne. Jeg kan råbe ud til alle fire verdenshjørner, at jeg har set dem. Men jeg er fuldkommen afhængig af ledelsen på kommandobroen, hvis katastrofen skal afværges.