Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Tingbjerg i Københavns Kommune er udkant, så det klasker«

I øjeblikket gøres der verden over en betydelig konflikt mellem elite og folk gældende, mellem dem, som fik del i velstandsstigningen fra nullerne, og dem, som ikke gjorde, mellem land og by. Når disse brudflader løber sammen, udgør de en næsten kemisk politisk cocktail, fordi den ene forstærker den anden. I øjeblikket flokkes flere og flere om den såkaldte udkants- eller udflytningsdags­orden – ikke mindst i lyset af en række politisk besluttede strukturforandringer af offentlig service og offentlige myndigheder i nullerne, der koncentrerede og centraliserede opgaverne i færre enheder, typisk i større byer. Kommunalreform, politireform, domstolsreform, you name it.

Pendulet svinger nu den anden vej. Udflytningen af statslige arbejdspladser, der blev besluttet i 2015, anses formentlig internt i regeringen for en af dens mest succesfulde bedrifter. Og nye initiativer følger. Dagsordenen er så stærk, at en politiker en dag sagde til mig, at det var nærmest ligegyldigt, hvad der var op og ned, godt og skidt, realistisk og urealistisk. Det her var bare en dagsorden, der skulle leveres på. Et must-win battle hedder det i den særlige blanding af DJØF- og konsulentsprog.

Uddannelsesområdet – ikke mindst de videregående uddannelser – fremhæves hyppigt som et sted, hvor koncentrationsiveren har haft frit spil. Hvem kan ikke huske lukningen af et seminarium? Og professionshøjskolerne med knap ti år på bagen var jo en centralisering af en rig mangfoldighed af institutioner med lokal forankring og høj kvalitet. Her blev lærer­seminarier, pædagogseminarier, sygeplejerskeskoler og sociale højskoler blandet sammen med alt muligt andet og koncentreret på campusmiljøer i de større byer, lyder den almindelige opfattelse i centraliseringsdramaturgien. Men det er en dramaturgi, ikke en kortlægning, end ikke en analyse.

Man kan i 2018 blive lærer stort set lige så mange steder som for ti år siden, særligt når der åbnes uddannelsesstationer i Randers, Fredericia og Holstebro. Der er i dag 23 udbud af pædagoguddannelsen i Danmark mod 36 i 2008. Men de fleste udbud, der ikke findes længere, er samlinger i navnlig Storkøbenhavn og Aarhus.

Da Dannerseminariet i Nordsjælland blev lukket, optog de 11. I dag optager man langt flere pædagogstuderende i Hillerød, hvor man også kan blive socialrådgiver med pædagogisk toning takket været et samarbejde mellem Metropol og professionshøjskolen UCC. Man kan i dag blive socialrådgiver dobbelt så mange steder som i 2008, sygeplejerske lige så mange steder som i 2008. Samtidig har man flere steder i landet flere uddannelsesmuligheder. Bevares, ikke altid lige om gadehjørnet eller i kommunen. Siden 2007 er der etableret mere end 300 uddannelser og udbud uden for Region Hovedstaden – en del naturligvis i de større provinsbyer. Optaget på professionsuddannelserne uden for de store byer er relativt steget mere end i de store byer de seneste ti år.

Betyder det så, at udkantsproblemstillingen er en dagsorden uden sans for fakta og kvalitet? Nej – problemstillingen er god nok.

På uddannelsesområdet kan man med fordel holde sig følgende for øje: Den største trussel mod en klog spredning af uddannelser er ikke centralisering af institutioner, men besparelser. Knap 1,9 mia. kr. løber det op i for professionsuddannelserne i perioden 2016-2021. Dernæst skal kvaliteten være i orden gennem et bæredygtigt fagligt miljø. Det er vanskeligt med meget få studerende. For det tredje skal de lokale parter ville et samarbejde – som aftagere og som stedlige værter. Endelig skal man nogle gange vende logikken og huske, at udkant findes mange steder. Tingbjerg i Københavns Kommune er udkant, så det klasker.