Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Timme Bisgaard Munk: Kendis-defekten og Thyra Frank

»Fælles for kendis-defekten er knæfaldet for den populistiske amatørisme.«

12DEBTimme-Bisgaard-153438.jpg
Timme Bisgaard Munk
Læs mere
Fold sammen

Man siger, at politik er showbiz for grimme mennesker. Nu er det så blevet et realityshow for kendisser. Fra Trump til Thyra vælter de ind på den politiske scene. I teorien er det en genial løsning på politikerleden. I praksis en defekt. Drømmen er, at kendissen kan sælge partiet og politikken bedre end det trætte og nedslidte stampersonale. Det politiske sprog er brudt sammen, og nu skal de kendte så bygge bro med et nyt og bedre folkeligt sprog. Folkets kærlighed er deres nye vitale mandat. Det går bare ofte galt, med Arnold og Reagan som de eneste få lysende undtagelser på kendis-stjernehimlen.

Der sker ofte det, at den kendte aldrig bliver rigtig politiker eller partifarvet, men bare kendt klovn på Borgen. Haugaard er eksemplet. Tit bliver den kendte spist af partiet og forsvinder i Borgens mørke gange. Malou Aamund er her det store skræmmeeksempel. Andre gange er det lige omvendt. Kendissen bliver en vampyr, der suger opmærksomhed og betydning ud af partiet. Partiet forsvinder i den kendtes narcissisme og fejl. Trump knuste således ikke blot Clinton- og Bush-familiedynastierne. Han knuste også Det Republikanske Parti. Kendisser er jo svære at tryne og skylder partiet meget lidt. De er i deres natur ikke pligtopfyldende partisoldater, som vil fedte i årtier for en ordførerpost. De er egomaner med mange andre jern i ilden. De har haft et liv før politik, de har et liv ved siden af nu, og de har også et liv efter politik. De har ét eneste politisk projekt, og det er dem selv. At oprette et selvstændigt ministerium til kendissen gør kun ondt værre. Andre gange rammes kendissen hårdt af upopulær realpolitik. De har altid en historie, som er i konflikt med partiets linje. Det bliver så til en nutidig, lidt for hurtig nyorientering eller en lidt for fodslæbende, fortidig pligtskyldighed. De skal nu forsvare noget, som enten står i diamentral modsætning til deres brand og historie eller omvendt bekræfter deres stålsatte konservatisme. Det koster dyrt og virker som personligt forræderi eller manglende politisk sans.

Fælles for kendis-defekten er knæfaldet for den populistiske amatørisme. Den er underkendelsen af politik som et fag, der kan og skal læres. Det er en gigantisk fuckfinger til det politiske meritokrati. Ja, budskabet er, at politisk inkompetence er det eneste politiske kup, man skal gå efter. Ja, inkompetencen er den livsnødvendige, autentiske folkelighed og no bullshit-attitude. Vi anerkender hermed, at slagfærdige holdninger og berømmelse slår viden og ekspertise.

Men hvorfor er flid og faglighed blevet noget udemokratisk djævelskab? Hvad er der elitært ved at lave sine lektier og sætte sig ind i tingene? Sagen er, at de fleste kendte parti-tilflyttere er politisk inkompetente og burde være upolitisk folkeeje i kendis-land, mens de ukendte partisoldater burde blive kendte politikere, fordi de er politisk kompetente. Det er ikke løsningen, at Thyra Frank er blank, men et kendis-brand. Det er problemet.

  • Timme Bisgaard Munk er redaktør, ph.d.