Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tillid til folke-styrets værksted

Lisbeth Knudsen, ansvarshavende chefredaktør Fold sammen
Læs mere

Der er ganske få dage i mit liv, hvor jeg efter mange år i mediebranchen er blevet hamrende træt af mit eget fag og nogle få udvalgte kolleger med sans for at se spin alle vegne eller for at findyrke egen profilering via smarte »one liners« og påståelige mistolkninger.

Det er som regel de dage, hvor jeg selv har været direkte involveret i det tema, den sag eller den rapport, som medierne behandler, og hvor jeg selv har haft noget på spil.

Det er særdeles tankevækkende for en person med medier og journalistik i blodet.

Sådan havde jeg det i mandags, da det såkaldte Bo Smith-udvalg efter et års intenst arbejde kom med sin rapport om folkestyrets sundhedstilstand. Eller sagt med andre ord om forholdet mellem politikere, embedsmænd og journalister i folkestyrets værksted.

Jeg har haft fornøjelsen af at lægge et stykke seriøst arbejde i det uafhængige Bo Smith udvalg sammen med en række andre spændende personer.

Selv om DJØF finansierede udvalgets arbejde, så var det helt fra starten en klar forudsætning, at DJØF ikke havde nogen indflydelse på hverken arbejdet eller resultatet.

Alligevel blev det hos Politikens politiske analytiker, Sigge Winther Nielsen, til »et stilstudie i, hvordan en faggruppe (DJØF’erne) på kyndig vis forsvarer sin magtposition og bruger samfundets ve og vel som analytisk støttehjul i kampen for medlemmernes position«.

Sikke noget ævl! Og så tilmed skrevet af en cand.scient.pol., der selv tilhører faggruppen, men er hoppet af til mediebranchen.

Andre har haft travlt med at kommentere på, hvorfor rapporten ikke argumenterer for, at flere politisk udpegede embedsmænd skulle være løsningen, eller at bemandingen i toppen skulle udvides med viceministre eller juniorministre.

Det er ikke rapportens konklusion, fordi balancen mellem ministerens politiske ønsker, og de faglige kompetencer hos embedsmændene er sund for en retsstat, og intet taler for, at kvaliteten af de politiske beslutninger ville blive bedre af flere politiske lag.

Nogle kommentatorer glemmer, at vi faktisk har et ministerstyre, og vil i stedet for flere politikere snarere gå den anden vej og argumenterer for en slags meritokrati, hvor embedsmændene og de kloge styrer, og politikken må underlægge sig en højere juridisk sandhed, som ikke altid findes.

Rapporten er et stilstudie i, hvad der foregår i det moderne folkestyre og en klar konstatering af, at den måske væsentligste faktor, som har ændret både politikernes og embedsmændenes arbejde, er medieudviklingen.

Det er ikke antallet af lovforslag, antallet af møgsager eller antallet af spindoktorer. Det er medieeksponeringen. Det er enkeltsagerne. Det er mediepresset for at få kommentarer, handling og en potentiel konfliktjagt banket op 24 timer i døgnet.

Det taget i betragtning, er det totalt underdækket i mediernes omtale af rapporten - og desværre også i finansministerens kommentarer til den - at der som et helt nødvendigt redskab til at bedre sundhedstilstanden i folkestyret står en række forslag om større åbenhed i lovprocessen og i ministeriernes og kommunernes arbejde, mere vidensdeling med offentligheden og klarere spilleregler for pressen i forhold til adgang til embedsmandskorpset.

Her må vi i medierne og på befolkningens vegne tage handsken op.