Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tilbage til rundbordspædagogikken

»Vi skal også holde fast i styrkerne ved vores uddannelsessystem. At der her er en kultur med et lavt magthierarki, hvor det f.eks. er ok at udfordre læreren med et ’Hvorfor nu det?’« skriver Claus Rosenkrands Olsen og Mads Eriksen. Foto: Linda Kastrup
Læs mere
Fold sammen

På tærsklen til det teknologi- og servicesamfund, der dag for dag og med stigende fart tager en ny bid af fortidens industrisamfund, må vi erkende, at fremtiden i stigende grad kalder på sociale kompetencer, teknologiforståelse, kommunikation og kritisk tænkning. Og det gælder for alle faggrupper.

Gennem mange år har vores uddannelsessatsninger skævet til visse asiatiske landes evne til at styrke de tekniske kompetencer gennem deres uddannelsessystemer. Men stift fokus på faglighed er ikke nok, når kunstig intelligens kan overskue ufattelige mængder data på sekunder. Det er andre kompetencer, der også skal til, hvis vi skal være relevante på fremtidens arbejdsmarked.

Det er også de asiatiske lande i stigende grad blevet opmærksomme på.

Rundbordspædagogik har været et yndlingsskældsord, når det danske uddannelsessystem rituelt skulle revses. Med god grund, for fagligheden halter, og mange børn mangler fortsat basale færdigheder. Det fokus skal vi holde fast i.

Men vi skal også holde fast i styrkerne ved vores uddannelsessystem. At der her er en kultur med et lavt magthierarki, hvor det f.eks. er ok at udfordre læreren med et »Hvorfor nu det?« Det giver Danmark en konkurrencefordel på kompetencer som kreativitet, kritisk tænkning, samarbejde, tværfaglighed, kommunikation, problemløsning med videre. Det skal vi holde fast i og styrke.

Hårde vs. bløde kompetencer

Undersøgelser peger på, at det netop er disse kompetencer, der med sikkerhed bliver brug for i takt med, at flere og flere jobfunktioner kan automatiseres.

Senest viser en rapport fra konsulenthuset McKinsey, at efterspørgslen efter sociale og kreative færdigheder samt problemløsning vil stige med mellem 20 og 30 pct. de kommende år.

Det betyder ikke, at fremskrivninger, der siger, at vi mangler faglærte, ingeniører og IT-specialister, er forkerte. Men det betyder, at alle job i større eller mindre omfang vil forandres – og mange i en mere social retning.

Uddannelse er omdrejningspunktet, hvis vi skal have succes i den digitale omstilling. Vi skal have en debat om, hvordan vi underviser. Om hvordan vi introducerer læring tættere på praksis gennem tværfagligt samarbejde om kritisk case- og problemorienteret opgaveløsning. Om hvordan vi gør digitale løsninger til et væsentligt supplement til den mere traditionelle læring – f.eks. ved at den almindelige undervisning gøres mere fleksibel i tid og rum. I det arbejde bliver det mere og mere aktuelt og presserende, at der investeres målrettet i ny undervisningsteknologi.

De sociale kompetencer bliver ofte nævnt som bløde – i modsætning til de hårde faglige kompetencer. Det er i virkeligheden et farligt billedsprog. Kompetenceefterspørgslen går kun én vej, det er op, og det er der ikke meget blødhed over.

Samtidig bliver de humanistiske og kunstneriske bløde kompetencer ofte kædet sammen med det at være kreativ. Kunst er kreativt, men kreativitet er også omdrejningspunktet hos mange faglærte og i skaberfag som ingeniør og IT.

Erhvervslivet – offentligt som privat – har brug for hamrende dygtige og stærkt motiverede medarbejdere, der både har en stærk faglighed i deres traditionelle fag, og evner at samarbejde og kommunikere om deres resultater.

Når rutineopgaver forsvinder, bliver de fleste job betydeligt mere spændende end i dag, men de bliver også mere krævende. Det betyder igen, at der er en risiko for, at vi får en gruppe, der ikke når et fagligt niveau, som giver dem et sæde i fremtidens digitale lyntog. Det er et problem for den enkelte, det er et problem for samfundsøkonomien, og det er et problem for erhvervslivet, der har behov for dygtig arbejdskraft.

Drop grønthøsteren

Nogle af løsningerne følger dog også med de teknologier, der skabte problemerne.

IT kan lettere tilpasse niveauet til den enkelte elev/studerende end en lærer, der skal undervise 25 børn. IT kan give underviseren mere præcise data på, hvilke elever, der er udfordreret, og hvordan udfordringen gør sig gældende. IT kan gennem simulering skabe konkret og motiverende undervisning. Vi skal have gang i hele orkestergraven, så hver ung har adgang til netop det instrument, der gør ham til en dygtig musikant.

Der sker allerede meget på den front i det danske uddannelsessystem, men der skal mere tryk på kedlerne. Og det tryk kommer kun, hvis vi investerer målrettet i stedet for at tromle en grønthøster gennem hele systemet.

Fremtiden kræver endnu mere af det, som Danmark traditionelt set har været gode til. Vi skal tage udgangspunkt i vores styrker og udvikle dem samtidig med, at vi stadig holder et vågent øje med asiaternes dybe faglighed. Det er bydende nødvendigt i en tid, hvor plejer er død, og forandring bliver rutine.

Claus Rosenkrands Olsen er uddannelsespolitisk chef, og Mads Eriksen er forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv.