Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tilbage til 70’erne

Opbruddet i 70’erne skabte ikke bare nye partier og gav gamle kendinge som DKP, VS ogRetsforbundet en kort genkomst, men førte også til større overraskelser i dansk politik: Først en SV-regering med Anker Jørgensen og Henning Christophersen i spidsen og siden en alliance mellem den konservative Poul Schlüter og den radikale Niels Helveg Petersen, som førte til dannelsen af Firkløverregeringen med Schlüter som statsminister i efterfølgende over ti år.

John Wagner: »Således vil historien nok ikke gentage sig med ny besætning. Men udviklingen i dansk politik har sjældent været mindre forudsigelig end netop nu – og den gensidige mistillid mellem vælgere og politikere formentlig heller ikke større siden netop 70’erne.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Historien gentager sig aldrig – eller gør den? Der er i hvert fald skræmmende tegn på, at vi efter tre meget stabile politiske perioder – Schlüter 1982-93, Nyrup 1993-2001 og Fogh 2001-2009 – risikerer at vende tilbage til 70’ernes ustabilitet med valg i utide, regeringskriser og statsminister-udskiftninger en masse.

Lørdagens konfrontation på TV2 News mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans parlamentariske grundlag, lederen at det største borgerlige parti, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, varsler et politisk opbrud – og hvorfor så det?

Fordi det er noget rod, når vante forestillinger om, hvem der skal kriges, slås i stykker. F.eks. når slagsmålet mellem de to største partier i »blå« blok eller mellem partierne længst til venstre, altså Enhedslisten og SF, overskygger kampen mellem det traditionelle højre og det traditionelle venstre, som tilfældet er op til torsdagens folkeafstemning.

Og det bliver jo heller ikke lettere at tage stilling til folkeafstemningens spørgsmål og forblive loyal i forhold til et bestemt parti, hvis der er en kurre på tråden mellem parti og vælgere, som vi i øjeblikket oplever det mellem f.eks. SF’s markante ja-anbefaling og SF-vælgernes skeptiske holdning.

Eller som det kommer til udtryk, når de konservative vælgere i følge Gallup lørdag siger klart ja, selv om de konservatives EU-ordfører, Rasmus Jarlov, jo nærmest betoner »men« højere end »ja«, når han siger »ja, men... «.

Som folkeafstemningen om EF-medlemskabet i 1972 kløvede partier og skabte fundamentet for nye partier som Fremskridtspartiet og CD, kan afstemningen på torsdag sætte sig spor mange år frem. Mange vil få tømmermænd og komme til at diskutere, om de skal lytte til deres vælgere eller (vej)lede deres vælgere. Protestpartier – ingen nævnt, ingen glemt – vil formentlig få mere vind i sejlene, medens de traditionelt regerings- og samfundsbærende partier må spørge sig selv – og hinanden – hvad der er forklaringen på, at de tilsammen ikke kan få vælgerne i tale.

Opbruddet i 70’erne skabte ikke bare nye partier og gav gamle kendinge som DKP, VS og Retsforbundet en kort genkomst, men førte også til større overraskelser i dansk politik: Først en SV-regering med Anker Jørgensen og Henning Christophersen i spidsen og siden en alliance mellem den konservative Poul Schlüter og den radikale Niels Helveg Petersen, som førte til dannelsen af Firkløverregeringen med Schlüter som statsminister i efterfølgende over ti år.

Formentlig har hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen som for-for-for-gængerne i 70’erne modet til at afprøve en regering over den berømte midte. Sporene skræmmer vel også. Og en ny Schlüter synes jo heller ikke at være på trapperne… desværre!

Således vil historien nok ikke gentage sig med ny besætning. Men udviklingen i dansk politik har sjældent været mindre forudsigelig end netop nu – og den gensidige mistillid mellem vælgere og politikere formentlig heller ikke større siden netop 70’erne.

Forskellen er imidlertid, at vi på grund af den politiske stabilitet under Schlüter, Nyrup og Fogh i dag har en stabil økonomi – uanset den politiske ustabilitet. Men hvem garanterer, at det vil fortsætte, hvis vi fra og med torsdag begynder at spille hasard med vort europæiske engagement?