Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tilbage til 2900 Downton Abbey

»Efter DI-direktørernes opfattelse er der med andre ord behov for at forbedre »bytteforholdet« mellem ens egen indkomst efter skat og den pris, der skal betales for aupair-piger og anden form for hushjælp.«

Skal vi tilbage til Upstairs and Downstairs? Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Mange har sikkert set serien »Downton Abbey« på DR om livet på et engelsk gods for 100 år siden. Her var footmen bindeled mellem upstairs og downstairs og dermed mellem steder, hvor livet blev levet efter forskellige normer og med forskellige muligheder for dem oppe og nede.

Upstairs havde travlt med at passe bedriften og administrere formuen og sørge for at omgås med de rigtige, dvs. nogle der lignede dem selv. Dermed kunne de også finde partnere til døtre og sønner, som matchede deres egen stand, og dermed sikre den sociale arv.

Downstairs var til for at servicere upstairs og forventedes at være taknemmelig for arbejdet og få kost og logi hos dem ovenover. Uden det var mulighederne for at klare sig dårlige, og et håb om at komme til at ligne dem upstairs var aldrig på tale.

I dag er det ikke livet på Downton Abbey’er, det handler om, og upstairs og downstairs er ikke så tydeligt markeret som dengang. Dem nedenunder er kommet op til overfladen og er ikke på samme måde afhængige af dem ovenover. Velfærdsstaten er ganske enkelt kommet i vejen, så man bor og arbejder ikke længere under samme tag, men hver for sig og forskellige steder, og indkomst- og statusforskellene er da også blevet mindre end dengang.

Vil øge den økonomiske forskel

Det må der laves om på, hvis man skal forstå to direktører fra Dansk Industri (DI) ret. De har begge for nylig argumenteret for, at topskatten er en forhindring for, at dem i deres lag ikke arbejder mere, end de gør, og at kvinder ikke i ligeså stort omfang som mænd færdes på direktionsgangene.

Hvis topskatten nemlig blev nedsat og allerhelst fjernet, ville de få flere penge mellem hænderne, og dermed få mere til rådighed til køb af hjælp til det hjemlige. Og hvis den lavere topskat oven i købet indebar mere arbejde, hvad man selvfølgelig ikke kan være sikker på, ville det give endnu større muligheder for frikøb på hjemmefronten. Deres fritid og sociale liv ville dermed kunne opretholdes i samme omfang som hidtil, eller måske oven i købet blive forøget.

Efter DI-direktørernes opfattelse er der med andre ord behov for at forbedre »bytteforholdet« mellem ens egen indkomst efter skat og den pris, der skal betales for aupair-piger og anden form for hushjælp. Det skal kort sagt være billigere at få de daglige gøremål gjort af fremmede.

Det andet argument for at sænke eller fjerne topskatten er, at det vil gavne ligestillingen, da denne skat især rammer kvinder, som vil arbejde mere og gøre karriere.

Det er fortsat kvinderne, også i toppen af samfundet, der laver mest på hjemmefronten, og en måde at forbedre deres vilkår på er ved at give dem bedre muligheder for at købe sig fra dette arbejde, når nu manden, som også typisk gør karriere, ikke bidrager nok. DI-direktørernes løsning er derfor også her at sikre sig en større forskel i det, karrierekvinder har eller vil få til rådighed, sammenlignet med, hvad det koster at få arbejdet gjort af andre udenfor familien.

Hvorvidt fritidsargumentet og argumentet om større kønsmæssig ligestilling i toppen af samfundet holder, kan diskuteres, men at deres gennemførelse begge vil indebære større økonomiske forskelle mellem dem i toppen – upstairs – og dem i bunden – downstairs – kan der næppe herske tvivl om. Det vil samtidig indebære, at den ene gruppe arbejder for den anden indenfor hjemmets fire vægge ligesom i »Downton Abbey«. Det er godt nok en lightversion, vi taler om, så lad os nøjes med at kalde den 2900 Downton Abbey.

  • Jens Bonke er lic.polit. og adj. professor.