Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Til kamp mod populismen

Det er kendetegnende for populismen, at bliver den egentlig ansvarlig, kommer kaos. Som vi ser det med britisk økonomi. Forhandlingerne. Som vi ser det med Trumps mere og mere vanvittige kampagne.

Londons tidligere borgmester, Boris Johnson, var en af lederne af Brexit-kampagnen, men da sejren var i hus, trak han sig til alles overraskelse i kampen om fat blive formand for de Konservative. Foto: Will Oliver
Læs mere
Fold sammen

»Vi kan ikke vinde denne kamp på længere sigt uden opbakning fra troende muslimer.«

Sådan sagde Flemming Rose, da han for nylig blev tildelt en fransk orden ved en ceremoni i Paris. Det er erkendelsen. Jeg har hæftet mig ved de mange indlæg, min kronik (29/7) afstedkom. Men sagen er, at vi ikke kan sejre i kampen mod terror og for ytringsfrihed, uden at muslimer medvirker til det. Det er en umulighed. Deri har Flemming Rose ret.

Man må spørge sig selv, hvorfor min kommentar om, at vi »ikke er i krig med islam« har afstedkommet irrationel vrede her i spalterne. Mange har ellers sagt det samme, f.eks. DFs Martin Henriksen, der i en kommentar til, at et flertal af DFs vælgere, ifølge Megafon, som det eneste parti i Danmark mener, vi faktisk ER i krig med islam, afviser dette med ordene: »Vi er i krig med dele af islam.« Som jeg skrev i min kronik, så er der ingen tvivl om, at terror udspringer fra dele af islam. Men alle 1,5 milliarder muslimer? Nej.

De seneste dage har budt på en række mærkværdige udtalelser og ytringer. På min Facebook-væg har en kandidat for et i øvrigt ordentligt parti skrevet, at der skulle iværksættes »et endeligt opgør« med muslimer. En person, hvis profil havde et stort billede af Nye Borgerlige, mente, at jeg burde læse bøger af David Duke – den tidl. storvesir i Ku Klux Klan i USA. Man kunne til overflod læse om adskillelse af racer etc. Jeg må indrømme, det løber mig koldt ned ad ryggen. Det er i denne kontekst udtrykket »krig med islam« skal ses. Ord er vigtige. Og de skaber en virkelighed. Jeg er ikke ude i diskussion om tonen. Men hvilken virkelighed der skabes af ord. I modsat fald må folk jo forklare, hvad de mener med det. Den forklaring har jeg endnu ikke set. Kun irrationelle og rasende anråbelser.

DER ER I det hele taget brug for et opgør med populismen og de nemme løsninger. Tag Brexit. Nogen påstod, at der ville komme en britisk ny­forhandlet løsning hurtigt. Nå. Hvor er den? Nogen påstod, at det ingen betydning ville have for økonomien. Nå. Hvorfor har den britiske centralbank så i denne uge nedskrevet vækstudsigten for britisk økonomi med 2 – to! – procentpoint fra en udsigt på 2,8 til 0,8 i 2017. Og det endda efter at banken lancerede en kæmpe vækstpakke, hvor man vil opkøbe obligationer for 70 mia. pund og en lånepakke til britiske banker på 100 mia. I modsat fald forventede man en decideret recession – og man ved endnu ikke, om det rent faktisk alligevel går sådan. Samtidig så vi, hvordan de ansvarlige for påstandene bagefter forsvandt ud i det blå. Det er mildest talt heller ikke fordi, Danmark er gået ram forbi. At det skulle være et fingerknips at få en parallelaftale om Europol ­synes stadigt mere tvivlsomt.

Ligeså med påstandene om islam. Jeg ved om nogen, at den altafgørende faktor her i verden er kultur. Det så jeg som udviklingsminister på første hånd. Flytter man ikke kultur, flytter man ingenting. Det giver derfor mening, som nogen af skribenterne har gjort, at referere til historien i forbindelse med diskussionen om islam. Men verden er ikke forudbestemt. Kultur kan flyttes ved politisk kraft. Betænk en diskussion om kristendommen nogle år før 1517, da Luther slog sine teser op i Wittenberg. Der ville heller intet have kunnet lade sig gøre.

Men der er gære i den islamiske diskurs. Se, hvad Naser Khader beundringsværdigt gør. Betænk, hvad den nye informationsteknologi gør i forhold til at undergrave de religiøst givne sandheder. Betænk, hvem det egentlig er, der via feje metoder og usselhed dræber civile, kvinder og børn (så meget desto vigtigere er det, at Vesten holder sin sti ren). Samtidig er de fleste ofre for terror selv muslimer. Det strider mod enhver fornuft at tro, at disse ting intet indtryk gør på mennesker. Senest så vi, at en imam i Frankrig nægtede at begrave gernings­manden for det barbariske mord på en ældre præst. Betænk den muslimske amerikanske soldat, der – hånet af Trump – gav sit liv for USA i krigen i Irak. Den, der ser, han ser, og den, der hører, han hører. Naturligvis er der en udfordring med islam. Hvem siger andet. Men den er ikke uløselig.

DET ER KENDETEGNENDE for populismen, at bliver den egentlig ansvarlig, kommer kaos. Som vi ser det med britisk økonomi. Forhandlingerne. Som vi ser det med Trumps mere og mere vanvittige kampagne.

Når man læser de sociale medier, taler nogen borgerkrigen op som værende til stede eller ventende lige om hjørnet. Når man spørger danskerne – hvad vi har gjort i mange år og hvert år 18.000 af slagsen – hvad de rent faktisk har været udsat for af kriminalitet – så har tallet gennem mange år været støt faldende. Og det har aldrig været så lavt i hvert fald de seneste 20 år. Danmark er verdens næst fredeligste land. Jyllands-Posten bemærkede forleden i en leder, at der er større risiko for at blive kørt ned på en cykelsti end for at blive ramt af terror. BT har undersøgt, hvor mange sexkrænkelser, der havde været anmeldt over et år blandt asyl­ansøgere: Tallet var otte. Det er otte for mange. Men langt fra det indtryk, man får af debatten.

NEJ. DER LURER ikke en borgerkrig lige om hjørnet. Kun hvis vi insisterer på at gå i »krig med islam«, at tage »et endeligt opgør«. Dansk kultur er langt stærkere, end vi tror. Det hindrer ikke, at indvandringen fra ikke-vestlige lande skal begrænses – en politisk kurs, jeg har stået i spidsen for i mange år, bl.a. som integrationsminister. Heller ikke at fordringen skal være assimilation – kommer man til Danmark, kommer man det for at blive dansk. For at medvirke aktivt og ikke sidde hen i passivitet, som vi ellers så det under den tidligere regering. Det er målet med regeringens politik. Foreløbig er tallet for asylansøgere i år det laveste i mange.

Regeringen er ikke færdig med sit arbejde for at sikre en fast og kontant udlændinge- og retspolitik. Regeringen har kun siddet godt et år. Der er foretaget adskillige stramninger, hævet straffe etc. Men vi er først lige gået i gang.

Vi kommer ikke til at tage »et endeligt opgør« med muslimer. Men denne regering sætter en benhård kurs over for dem, der vil os det ondt. Og er samtidig rummelig over for dem, der vil og kan Danmark. Hvad er i virkeligheden alternativet til denne kurs? Den tidligere regering viste en vej, vi ikke ønsker tilbage, med lempelser af udlændinge- og retspolitikken. Og populismens vej? Dér må jeg skuffe Trump-segmentet i samfundsdebatten.