Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Til grin i egen frihed

Sørine Gotfredsen: Vi får i disse dage præcist beskrevet problemet med den skarpe frihedstænkning, der af nogen praktiseres i dette land.

Sørine Gotfredsen, præst og journalist Fold sammen
Læs mere

For i går indtog den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir Det Kongelige Bibliotek for at diskutere pligten til at bekæmpe danske soldater i Afghanistan. Sagen har fyldt meget, og forleden bad kulturminister Per Stig Møller uden effekt Det Kongelige Bibliotek om at afvise muslimerne. Flere mener, at det primære problem er, at der på mødet blev opfordret til kamp mod danske soldater, hvilket unægtelig også er usmageligt. Men det egentlige problem er, at mennesker, der vil omstyrte alle danske værdier, forsamles i en bygning, der helt ind i marven repræsenterer den dannelse og visdom, der har bragt os så langt. Arrangementet krænker hele nationen, og det må undre, at direktør Erland Kolding Nielsen i sit hjerte kunne bære at byde islamisterne velkommen på sit ærefulde bibliotek. Men han har sikkert lukket øjnene og hviskende gentaget tidens mantra om ytringsfrihed og så bare satset på, at folk snart glemmer, hvad der foregik i huset ved havnen.

Og måske har han også læst bogen »89erne - politiske visioner fra en borgerlig revolution«, der på CEPOS' forlag udkom i efteråret. Her udfoldes den liberalisme, der blev frigivet med Murens fald i 1989, og danske liberale hylder Ronald Reagan og John Wayne og ophøjer friheden til øverste sandhed. Alt imens kultur, nationalitet og kristendom bliver sekundært. Med friheden som ukrænkelig afgud følger uundgåeligt, at man lader en flok som Hizb ut-Tahrir optræde på Det Kongelige Bibliotek, og det er blevet tid at huske, at også friheds­ideologien kan udvikle sig til blinde principper og kold rationalitet. Den slags man ikke kan bygge en levende nation på. Endsige bevare den med. Sagen om Hizb ut-Tahrir udstiller således liberalismens potentiale for selvdestruktion, og det er ikke tilfældigt, at det er en konservativ minister, der forsøgte at tale biblioteket til fornuft. For mens en konservativ tænker i konkret virkelighed og vurderer hver sag for sig, tænker den liberale i overordnede principper. Dette er ofte klogt, men den store kunst er at kunne se skridtet længere, når virkeligheden fordrer det.

Den liberale bølge efter Murens fald rummer i reaktionen mod socialisme og ublu statsstyring meget godt. Men i en tid, hvor islamismen truer den civiliserede verden, kan liberalismen være en farlig kraft, fordi den i dyrkelsen af individuel frihed glemmer værdien af det fælles og nære. Og det er umådeligt nært, når vi tillader totalitære kræfter at mødes i et af de mest symbolladede hovedkvarterer for dansk identitet. Det er så nært, at det viser, hvordan vi i blind tolkning af frihedsbegrebet kan ende med at trampe på os selv, hvilket ingen profiterer mere af end netop ekstreme islamister. Og mens liberalister kan tale længe om, hvordan vi i fastholdelsen af åbenhed er andre moralsk overlegne, er kendsgerningen her og nu, at vi er til grin i vores eget land. Og hvad mon det i længden gør ved os? Kan vi leve af golde principper, mens kulturel og national stolthed smuldrer? Kan vi i dyrkelsen af det store frisind miste så meget værdighed, at den frihed, vi slås for, ender med at stå i modsætning til det, vi tror på? Muligheden synes at være der.