Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Til fremtiden i løb

Mikkel Vedby Rasmussen: Oscar Pistorius fik amputeret begge sine ben lige under knæet, da han var 11 måneder gammel. Dengang havde ingen drømt om, at han som 26-årig ville løbe 400 meter løb til Olympiaden i London.

Mikkel Vedby Rasmussen, Professor MSO, Institut for Statskundskab, KU Fold sammen
Læs mere

Men det gjorde han. Udstyret med kunstige »gepard-ben« har Pistorius fået øgenavnet bladerunner. Og det viser tydeligt, hvad der er på spil her. De fleksible metalblade, som Pistorius løber med, gør ham til et styk løbende science fiction. Udfra den betragtning løb Pistorius sig ind i historiebøgerne i London. Men det er en begivenhed af den slags, som først finder deres rette plads i historiebøgerne mange år senere, når deres potentiale er realiseret.

Således var det da spændende, når Benjamin Franklin eksperimenterede med elektricitet i 1750erne; men hans flyven med drager virkede excentrisk sammenlignet med Franklins indsats under den amerikanske frihedskrig. I dag, hvor vores verden kører på elektricitet, kan man med en vis ret sige, at Franklins forskning i elektricitet var mindst lige så vigtigt for udviklingen af det moderne samfund, som den amerikanske uafhængighedserklæring.

På samme måde viser billederne af Pistorius til Olympiaden i London os muligheder, som vi endnu ikke har, men som vi med tiden kan udnytte til at skabe et nyt forhold mellem mennesket og dets redskaber. Hvor Pistorius var blevet handikappet, da hans ben blev amputeret, giver hans gepardben ham ressourcer andre ikke har. Diskussionen er ikke længere, hvad han mangler i forhold til »normale mennesker«, men hvorvidt hans kunstige ben giver ham en fordel i forhold til andre løbere. Vil løbere i fremtiden alle have kunstige ben? Den diskussion brød skellet mellem, hvad der er normalt og hvad der er en ressource, ned. Måske ser vi her begyndelsen på en proces, hvor vores kroppe og vores redskaber bliver ét. En udvikling, som vil skabe nye betingelser for at være menneske.

I en science fiction roman ville et sådant menneske blive kaldt en cyborg. Kombinationen af menneske og maskine, af det kunstige og det naturlige, er imidlertid på vej ud af fiktionens verden og ind i den virkelige verden. Om det er så er kunstige ben, arme eller hjerter - eller muligheden for at gøre smartphonen til noget, der ikke bare ligger i en lomme, men er en del af din krop, vil fremtiden vise, men i dag kan vi se konturerne af nye betingelser for at være menneske, på samme måde, som folk der så Franklin sætte drager op, var vidne til begyndelsen på elektriciteten.