Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tidsfæstet terror

»I 70erne var grobunden Vietnamkrigen og støtten til Israel, og nu er det så Irak-krigen og støtten til Israel.«

09debAnnaLibak.jpg
Anna Libak
Læs mere
Fold sammen

I det 21. århundrede har islam indtaget den plads, som socialismen havde i sidste århundrede: I dag begår revolutionære grupper over hele kloden terror i islams navn – fuldkommen som de tidligere førte væbnet kamp under socialismens banner.

Når en imam som Fatih Alev siger, at terrorattentatet mod Charlie Hebdo intet har med islam at skaffe, minder det meget om dengang i 1970erne, hvor Steen Folke fra VS sagde, at RAF-terroristerne intet havde med socialismen at gøre. Begge herrer hævder, at terrorismen bedst bekæmpes ved at søge de egentlige årsager til den, og begge herrer finder de egentlige slyngler i Vesten: I 70erne var grobunden Vietnamkrigen og støtten til Israel, og nu er det så Irak-krigen og støtten til Israel.

Læs også: Nyhedsoverblik - Charlie Hebdo

Selvfølgelig har de to til en vis grad ret. For både islam og socialismen gælder det, at man ikke alene i de hellige skrifter kan finde forklaringen på, hvorfor folk bliver terrorister. Langt de fleste muslimer bliver ikke terrorister af at læse Koranen og studere Muhammeds liv og levned. Lige så lidt som man tidligere blev terrorist af at læse Maos Lille Røde eller Det Kommunistiske Manifest. Inden for islam finder vi for eksempel sufierne, en slags spirituelle mystikere, der er så langt fra vold, som man overhovedet kan komme. Og inden for socialismen fandt vi de smalskuldrede hippier, der aldrig fyrede op under andet end deres chillum. Til gengæld må man i samme åndedræt konstatere, at disse bevægelsers hellige skrifter kan læses som terrormanualer: For de hviler på den antagelse, at nogle har sandheden, mens andre – vantro eller ofre for falsk bevidsthed – skal bringes til at se lyset.

Det interessante er så, at de, der i dag begår ugerninger i islams navn, i 1970erne formentlig ville have begået dem i socialismens. Det beviser måske bedre end noget andet, at forklaringen på terrorisme ikke primært skal findes i bestemte religiøse eller ideologiske læresætninger, men i det faktum, at der i ethvert århundrede vil være mennesker, som er utilfredse med den herskende fordeling af ressourcer og magt på kloden og gerne går i døden for at gennemtvinge forandringer. Det ene århundrede samler de sig under nationalismens banner, det næste er det socialismens, og pludselig er det kalifatets sorte flag, der vajer overalt.

Læs også: Det reelle problem med sikkerheden

Charlie Hebdo-terroristerne Said og Cherif Kouachi var sønner af algeriske indvandrere. I 1960erne var det næppe faldet dem ind at føre hellig krig for profeten. Dengang mobiliserede man sig i Algeriet under socialismens banner. Da franskmændene blev smidt på porten i 1962 efter 130 års kolonistyre, stod magtkampen i starten mellem kommunister, socialistiske revolutionære og Den Nationale Befrielsesfront, FLN. De generaler fra FLN, der greb magten i 1965 ved et militærkup, styrede Algeriet i 25 år som en socialistisk republik. Men jo, selvfølgelig var der muslimer i Algeriet hele tiden, det kom terroristerne bare først rigtigt i tanker om i starten af 1990erne. Gårsdagens revolutionære socialister blev morgendagens islamister.

Det tog 70 år, før batterierne på socialismens terrorgenerator var flade. Islamisterne løber nok desværre ikke tør for strøm foreløbig.